Emner

En advokat indgav på vegne sin klient stævning til retten. Retten anmodede efterfølgende advokaten om en præcisering af retsgrundlaget og om at udbygge sagsfremstillingen. Retten gjorde i den forbindelse opmærksom på, at sagen ville blive afvist, såfremt retten ikke modtog disse oplysninger inden for den af retten fastsatte frist. Advokaten fremsendte ikke fyldestgørende oplysninger vedrørende stævningen inden for den fastsatte frist, hvorved sagsanlægget blev afvist. Advokatnævnet fandt, at advokaten således havde tilsidesat god advokatskik, og at det måtte anses som en skærpende omstændighed, at retten havde oplyst om følgerne af de manglende oplysninger. Nævnet fandt endvidere, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik ved at have afgivet urigtige oplysninger om sagsanlæggets afvisning til klienten.

Klager havde i sagen bl.a. klaget over, at advokaten havde undladt at informere om muligheder og betingelser for at anke en dom. Der var mellem parterne enighed om, at de havde haft telefonisk kontakt i forbindelse med domsafsigelsen. Det var imidlertid omtvistet, hvorvidt advokaten under den telefoniske kontakt mundtligt havde vejledt sin klient om ankefristen. Advokatnævnet udtalte i sagen bl.a., at det for en advokat er en helt central opgave at yde ankevejledning og give rettidig meddelelse om ankefrist med henblik på at sikre, at advokatens klient har mulighed for at varetage sine interesser. Det har således en retsfortabende virkning for klienten, hvis advokaten ikke rettidigt orienterer om tidspunktet for ankefristens udløb. Det var således Advokatnævnets opfattelse, at advokaten som den professionelle part havde pligt til at sikre sig, at der var givet fornøden ankevejledning, og at bevisbyrden for, at det var tilfældet, påhvilede ham. Nævnet lagde herved vægt på, at klienten ikke havde nogen mulighed for at bevise advokatens undladelse, og det derfor var op til advokaten selv at sikre sig beviset for, at der er ydet fornøden ankevejledning – f.eks. i form af skriftlighed. Advokatnævnet fandt ud fra en konkret vurdering, at advokaten ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at han telefonisk havde vejledt sin klient om ankefristen, og at han derfor havde tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.

Artikel bragt i Advokaten 1/2015 - s. 42-43.

Skrevet af Tine Rønde, juridisk konsulent i Advokatnævnets sekretariat.

Advokatnævnet har ved to kendelser af 28. november 2014 pålagt indklagede advokat bevisbyrden for, at klager var ydet mundtlig ankevejledning, og at klager var indforstået med, at en retssag blev hævet. Kendelserne er udtryk for en skærpelse af Advokatnævnets praksis om advokaters bevisbyrde i sager, hvor klienten ikke har mulighed for at bevise advokatens undladelse, og hvor undladelsen har en retsfortabende virkning for klienten.

En advokat burde under en retssag om mangler ved en ejendom have iværksat syn og skøn og undersøgt, om der var grundlag for at føre vidner. Advokaten indleverede desuden ikke påstandsdokument i sagen rettidigt, hvilket øgede omkostningerne til modparten. På denne baggrund fandtes advokatens arbejde at have været uden værdi for klienten, hvorfor salæret bortfaldt.

Retten stadfæstede, at en advokat havde handlet i strid med god advokatskik (groft) ved at føre en retssag gennem to instanser uden at orientere sin klient, et forsikringsselskab, og uden at have sikret sig, at forsikringsselskabet var indforstået hermed. Retten fandt derimod ikke, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik ved at have undladt at besvare forespørgsler om hans ansvarsforsikringsselskab, idet oplysningerne herom fremgik af advokatfirmaets hjemmeside på det relevante tidspunkt, og retten vurderede derfor, at advokaten på denne måde havde opfyldt oplysningsforpligtelsen.

Advokatnævnet fandt, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik ved ikke at oplyse klienten om mulighederne for anke af byrettens dom.

I en sag ved byretten anlagt af klager blev sagsøgte frifundet. Indklagede ankede på vegne klager dommen til landsretten. Ved skrivelse af 7. januar 2000 meddelte justitssekretæren i landsretten, at landsretten havde beregnet en retsafgift, der var højere end det beløb, der var indsendt med ankestævningen, og landsretten anmodede om, at restbeløbet blev indsendt. Dette meddelte indklagede klager ved brev af 27. januar 2000. Af landsrettens retsbog af 4. februar 2000 fremgik, at anken var bortfaldet som følge af manglende indbetaling af retsafgift. Indklagede anmodede ved brev af 8. februar 2008 landsretten om at genoptage sagen. Ifølge retsbogen for den 22. februar 2000 afviste landsretten at omgøre beslutningen om afvisning. Advokatnævnet udtalte, at ved skrivelse af 7. januar 2000 opkrævede landsretten et yderligere beløb til dækning af retsafgift på 47.440 kr. til betaling inden 8 dage. Det blev samtidig meddelt, at klage over afgiftsberegningen kunne indgives inden 6 uger. Efter § 62 i retsafgiftsloven kan retten fastsætte en frist for betaling af retsafgift, såfremt afgiften ikke er betalt efter påkrav. Betales retsafgiften ikke inden fristens udløb, betragtes begæringen som bortfaldet. Klage over afgiftsberegningen har ikke opsættende virkning. Det påhvilede indklagede ved modtagelse af landsrettens skrivelse straks at orientere klager om det yderligere krav og om, at retsvirkningen af manglende betaling ville være, at anken for landsretten bortfaldt. Indklagede orienterede først klager ved skrivelse d. 27. januar 2000 og omtalte ikke virkningen af manglende betaling. Nævnet fandt derfor, at indklagede havde tilsidesat god advokatskik. Indklagede blev tildelt en irettesættelse.

Det udgjorde tilsidesættelse af god advokatskik, at en advokat lod hovedforhandlingen gennemføre, selvom det ikke var gjort klart for klienten, at en nødvendig bevisførelse ikke var mulig, ligesom det udgjorde tilsidesættelse af god advokatskik, at klienten først tre dage før hovedforhandlingen blev orienteret om, at det var blevet overladt til en fuldmægtig at varetage hovedforhandlingen.

Advokat A var beskikket for X af fogedretten i forbindelse med en udsættelsessag. Der blev berammet retsmøde i sagen den 12. oktober 2010. Advokat A underrettede X om mødet 5 timer før, det skulle afholdes. X havde ikke mulighed for at møde op til mødet den 12. oktober 2010 grundet den korte varsel, hvorfor mødet blev omberammet til den 27. oktober 2010. Advokatnævnet fandt, at den ekspeditionsfejl, der havde været skyld i, at advokat A ikke havde givet tilstrækkelig varsel inden det berammede fogedretsmøde, ikke var i strid med god advokatskik, da mødet blev omberammet, og X således ikke led noget retstab.