Emner

En advokats henvendelse til en tidligere klients nye advokat med henblik på at afklare, om denne repræsenterede den tidligere klient i en sag om advokatens udestående salærkrav, var ikke i strid med god advokatskik, selv om det kunne stille klienten i et dårligt lys over for dennes nye advokat.

Advokatnævnet fandt, at en advokat havde handlet i strid med god advokatskik, idet advokaten først dagen før hovedforhandlingen konstaterede at han var inhabil, på trods af at han på daværende tidspunkt måtte anses for at have påtaget sig sagen for klienten.

Der var mellem klager og indklagede uenighed om, hvorvidt indklagede mundtligt havde vejledt klager om muligheden for at anke en dom fra byretten til landsretten. Nævnet udtalte, at en advokat skal yde ankevejledning og give rettidig meddelelse om ankefrist med henblik på at sikre, at advokatens klient har mulighed for at varetage sine interesser. Det har således en retsfortabende virkning for klienten, hvis advokaten ikke rettidigt orienterer om tidspunktet for ankefristens udløb. På denne baggrund udtalte nævnet, at advokaten som den professionelle part har pligt til at sikre sig, at der er givet fornøden ankevejledning, og at bevisbyrden for, at det er tilfældet, påhviler advokaten. Nævnet lagde herved vægt på, at klienten ikke har nogen mulighed for at bevise advokatens undladelse, og det er derfor op til advokaten selv at sikre sig beviser for, at der er ydet fornøden ankevejledning – f.eks. i form af skriftlighed. Konkret fandt nævnet, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at han havde vejledt klager om muligheden for at anke byrettens dom til landsretten.

Advokatnævnet fandt, at den indklagede advokat groft havde tilsidesat god advokatskik ved i en skattestraffesag som forsvarer for et revisionsselskab uden samtykke at have videregivet kopi af tredjemands forklaringsrapport til repræsentanter for revisionsselskabet. Nævnet lagde særlig vægt på, at indklagede havde fået bl.a. det omhandlede bilag udlevet i sin egenskab af forsvarer for revisionsselskabet og i henhold til forsvarerbistandsloven.

Konfliktniveauet var højt i forbindelse med en advokats fratrædelse fra et advokatfirma, og der var bl.a. tvist om advokatens ret til at medtage sager og betingelserne herfor. Advokat A fra det firma, som den ansatte advokat havde været ansat hos, udøvede tilbageholdsret i sager, som den fratrædende advokat skulle overtage, og Advokatnævnet fandt, at der var risiko for, at klienterne kunne lide retstab. Selv om rent kontorinterne forhold sædvanligvis henføres til retsplejelovens § 126, stk. 4, fandt Advokatnævnet, at der i nærværende sag var tale om udøvelse af advokatvirksomhed, hvorfor forholdet blev henført til retsplejelovens § 126, stk. 1. Retten i Helsingør stadfæstede Advokatnævnets kendelse.