Emner

Advokatnævnet fandt, at en advokat havde tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, ved ikke på anmodning at have sendt klienten fyldestgørende opgørelse over sit tidsforbrug med angivelse af dato, sagsbehandlingsskridt og tidsforbrug.

Vestre Landsret stadfæstede, at det var en grov overtrædelse af god advokatskik, at en advokat ikke i tilstrækkelig grad havde forholdt sig til afvisningen af en tinglysning og fulgt op på sagen. Advokaten påtog sig at bistå klager med tinglysning af en deklaration om kreditorbeskyttelse i august 2011. Den 25. maj 2012 blev tinglysning af deklarationen afvist for tredje gang, og sagen blev sluttet ved Tinglysningsretten. Advokaten havde ikke dokumenteret, at han i tilstrækkelig grad præciserede over for klager, hvilke oplysninger, der manglede i forhold til tinglysning af deklarationen.

Advokaten besvarede ikke fire henvendelser i oktober 2012 fra klager. Advokaten besvarede først klager ved brev af 25. september 2013, og advokaten afsluttede ikke herved sagen over for klager. Det forhold, at klager i november 2012 klagede til Advokatnævnet kunne ikke føre til, at advokaten uden meddelelse til klager med rette kunne anse sagen for afsluttet. I den forbindelse blev det også tillagt betydning, at advokaten ved brevet af 25. september 2013 forudsatte, at han stadig arbejdede med sagen.

En beskikket forsvarer havde ikke givet skriftlig opdrags- og prisoplysning til klienten, og Advokatnævnet fandt, at advokaten dermed havde handlet i strid med god advokatskik. Den omstændighed, at salæret i sidste ende blev udredt af statskassen, eller at klienten tidligere via en anden advokat måtte have fået opdrags- og prisoplysning eller i øvrigt kendte til sagsgangen i en sag om prøveløsladelse, kunne ikke føre til en anden vurdering. Nævnet fandt endvidere, at advokaten ikke i fornødent omfang havde inddraget og holdt klienten orienteret om sagen. Advokaten indbragte sagen for retten, der som Advokatnævnet fandt, at advokaten havde handlet i strid med god advokatskik ved ikke at give skriftlig opdrags- og prisoplysning. Retten ophævede en del af Advokatnævnets kendelse, idet retten sammenfattende fandt, at advokaten alene havde handlet i strid med god advokatskik ved ikke at inddrage klienten i forbindelse med afgivelsen af processkriftet i sagen, idet hun ikke sendte det til klienten forud for indgivelsen eller efter, og idet hun ikke kunne gå ud fra, at klienten holdt sig orienteret på minretssag.dk, som han ikke kunne tilgå fra fængslet. Retten bemærkede, at fremsendelse af processkriftet kunne ske til ham i fængslet med post. Denne forseelse fandtes efter omstændighederne at burde sanktioneres med en irettesættels, og bøden blev derfor nedsat fra 20.000 kr. til 10.000 kr.

Advokat A havde repræsenteret et aktieselskab i en sag mod Skattemyndighederne og havde oplyst til klienten, at Skattemyndighederne i den forbindelse havde indbetalt 432.301 kr. i stedet for det korrekte beløb på 770.681 kr. Advokatnævnet fandt, at advokat A groft havde tilsidesat reglerne for god advokatskik ved ikke at overholde sin oplysningspligt.

Retten stadfæstede, at en advokat havde handlet i strid med god advokatskik (groft) ved at føre en retssag gennem to instanser uden at orientere sin klient, et forsikringsselskab, og uden at have sikret sig, at forsikringsselskabet var indforstået hermed. Retten fandt derimod ikke, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik ved at have undladt at besvare forespørgsler om hans ansvarsforsikringsselskab, idet oplysningerne herom fremgik af advokatfirmaets hjemmeside på det relevante tidspunkt, og retten vurderede derfor, at advokaten på denne måde havde opfyldt oplysningsforpligtelsen.

En beskikket forsvarer blev pålagt en bøde på 20.000 kr. ved i strid med god advokatskik uden at have indgået en klar aftale med klienten om, at han under straffesagen repræsenterede hende som valgt forsvarer, og at salæret helt eller delvis skulle betales af klientens selskab og uden forinden at frafalde kravet på vederlag af statskassen, at have fremsendt en faktura til klientens selskab.

Københavns Byret stadfæstede ved dom af 15. januar 2015 Advokatnævnets kendelse af 9. april 2014.

Advokaten havde handlet i strid med god advokatskik ved trods flere anmodninger ikke at have fremsendt en fyldestgørende specifikation af det anvendte tidsforbrug til klienten.

Spørgsmål om blandt andet opdrags- og prisoplysninger til en forbruger i en sag med retshjælpsdækning, og tidsperspektivet i forbindelse med betaling af sagsomkostninger til modparten samt advokatens salær var genstand for en klagesag ved Advokatnævnet. Nævnet fandt, at den indklagede advokat havde tilsidesat god advokatskik. Endvidere blev advokatens salær nedsat. Advokaten indbragte kendelsen for domstolene. Byretten har nu stadfæstet nævnets kendelse vedrørende adfærdsdelen, og byretten afviste advokatens påstand om ophævelse af nævnets kendelse vedrørende salærdelen. Byretten stadfæstede Advokatnævnets kendelse.

Advokatnævnet fandt, at en forsvarer ikke var forpligtet til at sende kopi af sit brev til retten med en opgørelse over det udførte arbejde til brug for rettens salærfastsættelse til sin klient. Derimod burde advokaten på klientens anmodning have sendt en kopi af brevet, således at klienten havde mulighed for at gøre sig bekendt med grundlaget for salærets fastsættelse.

Klagen vedrørte advokaternes behandling af en erstatningssag. Indklagede advokater behandlede fra 1999 en række erstatningskrav mod producent og forhandlere af Rentolin i et samlet sagskompleks. Det blev lagt til grund, at klager havde accepteret, at hendes erstatningskrav blev behandlet under dette sagskompleks sammen med de øvrige tilsvarende erstatningskrav. Denne sagsbehandlingsform medførte bl.a. at den pågældende advokat opnåede større ekspertise og gennemslagskraft over for modparterne, ligesom eventuelle sagsomkostninger i forhold til den enkelte klient blev mindre. Orienteringen af klienterne om udviklingen i en sådan samling af ensartede sager vil, bl.a. med henblik på at holde sagsomkostningerne nede, typisk ske i form af cirkulæreskrivelser og lignende generelle meddelelser, og den enkelte klient må derfor i et vist omfang affinde sig med, at svar på spørgsmål må findes i sådanne generelle skrivelser. Det fremgik af sagen, at klager havde rettet et betydeligt antal henvendelser til advokatkontoret, og det blev lagt til grund, at ikke alle henvendelser var blevet besvaret, som en advokat ville have været forpligtet til, hvis klagers sag havde været behandlet som et enkeltstående krav. Under hensyn til den valgte behandlingsform fandt Advokatnævnet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af den af indklagede udviste adfærd med hensyn til orientering og besvarelse af henvendelse fra klager.

Når en advokats salær fastsættes af retten eller anden offentlig myndighed, skal advokatens oplysninger til myndigheden til brug for fastsættelsen af salæret være tilstrækkelige og egnede til, at myndigheden kan fastsætte salæret i henhold til retningslinjer, der gælder herfor. I disse tilfælde skal advokaten på forespørgsel skriftlig orientere klienten om det til myndigheden oplyste. Advokatnævnet fandt, at en tidligere beskikket forsvarer havde tilsidesat god advokatskik ved efter henvendelse herom ikke fyldestgørende at have orienteret om indholdet af sine salærindstillinger til retten.