Emner

Der var mellem klager og indklagede uenighed om, hvorvidt indklagede mundtligt havde vejledt klager om muligheden for at anke en dom fra byretten til landsretten. Nævnet udtalte, at en advokat skal yde ankevejledning og give rettidig meddelelse om ankefrist med henblik på at sikre, at advokatens klient har mulighed for at varetage sine interesser. Det har således en retsfortabende virkning for klienten, hvis advokaten ikke rettidigt orienterer om tidspunktet for ankefristens udløb. På denne baggrund udtalte nævnet, at advokaten som den professionelle part har pligt til at sikre sig, at der er givet fornøden ankevejledning, og at bevisbyrden for, at det er tilfældet, påhviler advokaten. Nævnet lagde herved vægt på, at klienten ikke har nogen mulighed for at bevise advokatens undladelse, og det er derfor op til advokaten selv at sikre sig beviser for, at der er ydet fornøden ankevejledning – f.eks. i form af skriftlighed. Konkret fandt nævnet, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at han havde vejledt klager om muligheden for at anke byrettens dom til landsretten.

Artikel bragt i Advokaten 10/2014 - s. 42.

Skrevet af Tine Rønde, juridisk konsulent i Advokatnævnets sekretariat.

Højesteret har i oktober taget stilling til, hvorvidt en advokats ekspeditionsfejl udgjorde en tilsidesættelse af god advokatskik. Det er efter praksis ikke en hvilken som helst fejl fra advokatens side, der anses for en tilsidesættelse af god advokatskik. Det kræves, at fejlen har en vis grovhed, og det er en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse, at advokaten har handlet culpøst.

Klagen vedrørte indklagedes ekspeditionsfejl i forbindelse med ekspedition af en bodeling mellem ægtefæller. Nævnet lagde i afgørelsen vægt på, at fejlen ikke havde en væsentlig betydning for klienten. Indklagede havde ved en forglemmelse ikke fremsendt erklæring i henhold til landbrugsloven ved første fremsendelse af bodelingsoverenskomsten til tinglysning. Indklagede blev tildelt en irettesættelse.

Sagen drejede sig om, hvorvidt en advokat havde overtrådt god advokatskik ved ikke at sikre sig, at købesummen for en maskine blev deponeret og alene frigivet til sælger efter advokatens accept. Højesteret (dissens) fandt, at advokaten burde have sikret sig, at hans kontor inden købesummens overførsel til den konto, sælger havde oplyst, havde kontrolleret, at sælgeren ikke frit kunne råde over kontoen, og at hans bank ville respektere deponeringsklausulen. Ved at undlade dette havde advokaten handlet culpøst. Efter en samlet vurdering fandt Højesterets flertal, at advokaten ikke herved også havde handlet i strid med god advokatskik. Højesteret stadfæstede byrettens dom, således at Advokatnævnets kendelse ophæves.

Advokatnævnet fandt, at indklagede advokat ikke havde varetaget sagen på behørig vis, herunder ved angiveligt ikke at besvare henvendelse fra den tidligere klient og ved ikke at oversende sagens akter til den tidligere klients nye advokat. Advokatnævnet fandt på den baggrund, at indklagede havde tilsidesat god advokatskik, og indklagede blev ikendt en sanktion.

Advokatnævnet fandt, at selve det forhold, at indklagede løbende havde sendt kopi af sagsakterne til den tidligere klient, ikke kunne berettige, at indklagede, da han blev bedt om at oversende sagens dokumenter til den tidligere klients nye advokat, undlod at udlevere akterne. Da Advokatnævnet imidlertid lagde til grund, at indklagede ikke var i besiddelse af sagens originale bilag, idet disse lå i en ankesag i landsretten, havde indklagede ikke tilsidesat god advokatskik. Advokatnævnet frifandt herefter indklagede.

Advokatnævnet fandt , at indklagede havde tilsidesat god advokatskik ved ikke at udlevere alle sagens akter - eventuelt i kopi ­­– til klager. Indklagede blev ikendt en sanktion.