Emner

Advokatnævnet fandt, at advokaten havde begået en faglig fejl og derved tilsidesat god advokatskik ved ikke for boligretten til støtte for klientens påstand at have fremlagt sammenlignelige lejemål eller søgt godtgjort, at der ikke forelå sådanne. Den omstændighed, at en del af sagens forberedelse var blevet varetaget af advokatens tidligere kollega, kunne ikke føre til en ændret vurdering.

Under klagesagens skriftveksling for Advokatnævnet anmodede klageren om, at den indklagede advokat for nævnet fremlagde sine processkrifter og retsbogsudskrifter fra to retssager, der var afsluttet ca. et og to år forinden. Den indklagede advokat forholdt sig ikke til klagerens anmodninger om at fremlægge processkrifterne, men advokaten anførte, at han ikke kunne fremlægge retsbogsudskrifterne fra den senest afsluttede sag, idet denne var lukket på retssagsportalen. Klageren medtog herefter forholdet som ét blandt flere klagepunkter i den for Advokatnævnet indgivne klage. Nævnet fandt, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik og tildelte advokaten en irettesættelse for ikke fra minretssag.dk at have downloadet og opbevaret sagsakterne i en passende periode efter sagsafslutningen. Advokatnævnet lagde i formildende retning vægt på, at som sagen forelå, havde klageren ikke lidt retstab ved den manglende opbevaring af sagsakterne, ligesom klageren ikke havde iværksat andre foranstaltninger for at komme i besiddelse af sagsakterne, herunder rettet henvendelse til retten, og det var uafklaret, om sagsakterne var uigenkaldelige.

Advokatnævnet fandt, at en advokat havde tilsidesat god advokatskik, idet han ikke havde opbevaret klientens sagsakter i en passende periode efter sagens afslutning. Nævnet lagde særligt vægt på, at der var originaler blandt de af advokaten makulerede dokumenter, og at disse vedrørte lægefaglige undersøgelser. Endvidere lagde nævnet vægt på, at makuleringen ikke over for klienten var varslet eller oplyst på forhånd. I formildene retning lagde nævnet vægt på, at det ikke var godtgjort, at klienten havde lidt retstab som følge af makuleringen, at anmodningen om udlevering af sagsakter fandt sted flere år efter advokatens afslutning af sagerne, og at klienten i øvrigt ikke havde iværksat andre relevante foranstaltninger for at komme i besiddelse af sagsakterne, hvorfor det også var uklaret, om dokumenterne var uigenkaldelige. Advokaten blev tildelt en irettesættelse.

Der var mellem klager og indklagede uenighed om, hvorvidt indklagede mundtligt havde vejledt klager om muligheden for at anke en dom fra byretten til landsretten. Nævnet udtalte, at en advokat skal yde ankevejledning og give rettidig meddelelse om ankefrist med henblik på at sikre, at advokatens klient har mulighed for at varetage sine interesser. Det har således en retsfortabende virkning for klienten, hvis advokaten ikke rettidigt orienterer om tidspunktet for ankefristens udløb. På denne baggrund udtalte nævnet, at advokaten som den professionelle part har pligt til at sikre sig, at der er givet fornøden ankevejledning, og at bevisbyrden for, at det er tilfældet, påhviler advokaten. Nævnet lagde herved vægt på, at klienten ikke har nogen mulighed for at bevise advokatens undladelse, og det er derfor op til advokaten selv at sikre sig beviser for, at der er ydet fornøden ankevejledning – f.eks. i form af skriftlighed. Konkret fandt nævnet, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at han havde vejledt klager om muligheden for at anke byrettens dom til landsretten.

En advokat handlede i strid med god advokatskik ved ikke at overholde en af retten fastsat frist for supplerende spørgsmål til syn- og skønsmanden. Nævnet lagde vægt på, at det var advokatens ansvar under sit fravær at sikre, at al post, herunder fristmeddelelser, blev håndteret. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at det af advokatens autosignatur fremgik, at henvendelser i hans fravær skulle rettes til en anden navngiven advokat.

Advokatnævnet fandt, at en beskikket advokat i en sag om tilhold og opholdsforbud havde tilsidesat god advokatskik ved ikke af egen drift forud for en hovedforhandling at rette henvendelse til sin klient for at tilbyde en drøftelse af sagen. Nævnet lagde vægt på bl.a., at advokaten burde have indset, det var i klientens interesse at blive tilbudt en drøftelse af sagen, at klienten selv havde anmodet om sagens prøvelse ved retten, og at der var gået knap 1,5 år siden, at landsretten havde bestemt, at sagen kunne prøves ved byretten

Artikel bragt i Advokaten 10/2014 - s. 42.

Skrevet af Tine Rønde, juridisk konsulent i Advokatnævnets sekretariat.

Højesteret har i oktober taget stilling til, hvorvidt en advokats ekspeditionsfejl udgjorde en tilsidesættelse af god advokatskik. Det er efter praksis ikke en hvilken som helst fejl fra advokatens side, der anses for en tilsidesættelse af god advokatskik. Det kræves, at fejlen har en vis grovhed, og det er en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse, at advokaten har handlet culpøst.

Klagen vedrørte indklagedes ekspeditionsfejl i forbindelse med ekspedition af en bodeling mellem ægtefæller. Nævnet lagde i afgørelsen vægt på, at fejlen ikke havde en væsentlig betydning for klienten. Indklagede havde ved en forglemmelse ikke fremsendt erklæring i henhold til landbrugsloven ved første fremsendelse af bodelingsoverenskomsten til tinglysning. Indklagede blev tildelt en irettesættelse.

En erhvervsdrivende klient klagede til Advokatnævnet over bl.a., at en advokat ikke af egen drift havde undersøgt, om klienten kunne opnå forsikringsdækket retshjælp til nogle rets- og voldgiftssager, som advokaten havde varetaget for klienten. Nævnet fandt, at en advokat i erhvervsforhold alene har pligt til at foretage en nærmere undersøgelse af, om der er retshjælpsforsikring, såfremt klienten har oplyst om dette eller har anmodet om, at advokaten som led i sit opdrag foretager undersøgelse heraf. Herefter frifandt Advokatnævnet den indklagede advokat, og nævnet lagde vægt på, at klageren havde anført, at denne ikke selv havde været bevidst om retshjælpsforsikringens eksistens.

Sagen drejede sig om, hvorvidt en advokat havde overtrådt god advokatskik ved ikke at sikre sig, at købesummen for en maskine blev deponeret og alene frigivet til sælger efter advokatens accept. Højesteret (dissens) fandt, at advokaten burde have sikret sig, at hans kontor inden købesummens overførsel til den konto, sælger havde oplyst, havde kontrolleret, at sælgeren ikke frit kunne råde over kontoen, og at hans bank ville respektere deponeringsklausulen. Ved at undlade dette havde advokaten handlet culpøst. Efter en samlet vurdering fandt Højesterets flertal, at advokaten ikke herved også havde handlet i strid med god advokatskik. Højesteret stadfæstede byrettens dom, således at Advokatnævnets kendelse ophæves.

Advokatnævnet fandt, at den indklagede advokat groft havde tilsidesat god advokatskik ved i en skattestraffesag som forsvarer for et revisionsselskab uden samtykke at have videregivet kopi af tredjemands forklaringsrapport til repræsentanter for revisionsselskabet. Nævnet lagde særlig vægt på, at indklagede havde fået bl.a. det omhandlede bilag udlevet i sin egenskab af forsvarer for revisionsselskabet og i henhold til forsvarerbistandsloven.

En advokatfuldmægtig havde fra sin klient modtaget kontoudskrifter til internt brug. Bilagene blev ved en fejl sendt til modparten sammen med en række øvrige bilag. Advokatnævnet fandt, at advokatfuldmægtigen burde have sikret sig, at alene de korrekte bilag blev sendt til modparten, og at de kontoudskrifter, der var til internt brug, ikke blev sendt. Nævnet lagde særligt vægt på, at klienten flere gange havde præciseret, at kontoudskrifterne kun var til internt brug. Uanset at fejlen til dels skete i forbindelse med den praktiske ekspedition af en kopiopgave, der var overladt til receptionen, fandt Advokatnævnet under de konkrete omstændigheder, at der var tale om en tilsidesættelse af god advokatskik.

Når en advokats salær fastsættes af retten eller anden offentlig myndighed, skal advokatens oplysninger til myndigheden til brug for fastsættelsen af salæret være tilstrækkelige og egnede til, at myndigheden kan fastsætte salæret i henhold til retningslinjer, der gælder herfor. I disse tilfælde skal advokaten på forespørgsel skriftlig orientere klienten om det til myndigheden oplyste. Advokatnævnet fandt, at en tidligere beskikket forsvarer havde tilsidesat god advokatskik ved efter henvendelse herom ikke fyldestgørende at have orienteret om indholdet af sine salærindstillinger til retten.

Advokatnævnet fandt, at indklagede advokat ikke havde varetaget sagen på behørig vis, herunder ved angiveligt ikke at besvare henvendelse fra den tidligere klient og ved ikke at oversende sagens akter til den tidligere klients nye advokat. Advokatnævnet fandt på den baggrund, at indklagede havde tilsidesat god advokatskik, og indklagede blev ikendt en sanktion.

Advokatnævnet fandt, at selve det forhold, at indklagede løbende havde sendt kopi af sagsakterne til den tidligere klient, ikke kunne berettige, at indklagede, da han blev bedt om at oversende sagens dokumenter til den tidligere klients nye advokat, undlod at udlevere akterne. Da Advokatnævnet imidlertid lagde til grund, at indklagede ikke var i besiddelse af sagens originale bilag, idet disse lå i en ankesag i landsretten, havde indklagede ikke tilsidesat god advokatskik. Advokatnævnet frifandt herefter indklagede.

Advokatnævnet fandt , at indklagede havde tilsidesat god advokatskik ved ikke at udlevere alle sagens akter - eventuelt i kopi ­­– til klager. Indklagede blev ikendt en sanktion.

Landsretten tiltrådte, at en advokat havde tilsidesat god advokatskik ved som forsvarer uden sin daværende klients samtykke at udtale sig til et dagblad om en konkret straffesag på et tidspunkt, hvor klienten var dømt af byretten, og hvor sagen var anket til landsretten. Landsretten tiltrådte endvidere, at udtalelserne ikke ubetinget varetog klients interesser. Landsretten tiltrådte, at advokaten havde handlet i strid med god advokatskik.