Resumé:
Klager havde i sagen bl.a. klaget over, at advokaten havde undladt at informere om muligheder og betingelser for at anke en dom. Der var mellem parterne enighed om, at de havde haft telefonisk kontakt i forbindelse med domsafsigelsen. Det var imidlertid omtvistet, hvorvidt advokaten under den telefoniske kontakt mundtligt havde vejledt sin klient om ankefristen.
Advokatnævnet udtalte i sagen bl.a., at det for en advokat er en helt central opgave at yde ankevejledning og give rettidig meddelelse om ankefrist med henblik på at sikre, at advokatens klient har mulighed for at varetage sine interesser. Det har således en retsfortabende virkning for klienten, hvis advokaten ikke rettidigt orienterer om tidspunktet for ankefristens udløb.
Det var således Advokatnævnets opfattelse, at advokaten som den professionelle part havde pligt til at sikre sig, at der var givet fornøden ankevejledning, og at bevisbyrden for, at det var tilfældet, påhvilede ham. Nævnet lagde herved vægt på, at klienten ikke havde nogen mulighed for at bevise advokatens undladelse, og det derfor var op til advokaten selv at sikre sig beviset for, at der er ydet fornøden ankevejledning – f.eks. i form af skriftlighed.
Advokatnævnet fandt ud fra en konkret vurdering, at advokaten ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at han telefonisk havde vejledt sin klient om ankefristen, og at han derfor havde tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.
