Emner

A havde en telefonisk samtale med indklagede advokats kollega, som også modtog sagens dokumenter. Ved sagsoprettelsen viste det sig, at advokatkontoret i forvejen repræsenterede modparten B i en anden sag, hvorefter A blev meddelt, at kontoret ikke kunne påtage sig at føre sagen. 6 måneder efter rettede B henvendelse til advokatkontoret vedrørende sagen mod A, og indklagede advokat påtog sig sagen. Advokatnævnet fandt, at det ikke kunne bebrejdes advokaten, at han ikke blev opmærksom på interessekonflikten ved påtagelsen af sagen for B, men at han havde tilsidesat god advokatskik ved ikke at udtræde af sagen, da han blev opmærksom på interessekonflikten. Retten i Aarhus og Vestre Landsret stadfæstede nævnets kendelse.

En advokat befandt sig i en interessekonflikt eller i nærliggende risiko herfor ved at repræsentere klagers modpart i en forældremyndighedssag. Advokaten havde tidligere repræsenteret klager i en forældremyndighedssag og en straffesag, og Advokatnævnet fandt, at klager med føje kunne frygte, at fortrolige oplysninger, som han havde givet advokaten i forbindelse med de tidligere sager, kunne bruges i den efterfølgende sag, som advokaten varetog for klagers modpart.

En advokat befandt sig i en interessekonflikt, da der var nærliggende risiko for, at advokaten ikke ville kunne varetage hvervet som bistandsadvokat for en klients datter uden risiko for påvirkning af udefrakommende hensyn. Advokaten havde tidligere bistået moderen som sin klient bl.a. i en sag omkring udlevering af effekter hos klientens tidligere samlever, og klienten havde til dels med bistand fra advokaten politianmeldt samleveren for sædelighedskrænkelse mod datteren. Retten i Roskilde stadfæstede Advokatnævnets kendelse.

Højesteret stadfæstede, at en advokat havde tilsidesat god advokatskik ved at påtage sig at repræsentere en fond i en retssag anlagt mod fondens tidligere bestyrelsesmedlemmer, selvom en advokat fra samme advokatfirma tidligere havde repræsenteret fonden i forbindelse med, at Civilstyrelsen havde iværksat en undersøgelse af bl.a. bestyrelsesbeslutninger, der var begunstigende for de pågældende bestyrelsesmedlemmer.

Advokatnævnet fandt, at en advokat havde befundet sig i en interessekonflikt ved i forbindelse med udfærdigelsen af en overdragelsesaftale at have rådgivet to parter, der havde modsatrettede interesser, om lovligheden af en gensidig bebyrdende konkurrenceklausul. Advokaten havde således handlet i strid med god advokatskik.

Højesteret tiltrådte, at fire advokater havde tilsidesat god advokatskik ved at have påtaget sig en advokatundersøgelse, selv om der forelå en interessekonflikt, og at selskabet ikke havde krav på salær i sagen, da der som følge af den foreliggende interessekonflikt var en væsentlig mangel ved advokatundersøgelsen. Højesteret udtalte, at opdragets særlige karakter indebar skærpede krav til advokaternes uafhængighed. Højesteret fandt, at der forelå en interessekonflikt for de fire advokater, der udførte undersøgelsen, og at det af advokat A udførte konflikttjek ikke var tilstrækkeligt. Da de tre øvrige advokater i det hele havde overladt konflikttjekket til advokat A, måtte de bedømmes på baggrund af hans konflikttjek. Landsretten var kommet til samme resultat.

En advokat blev af et forsikringsselskab antaget til at varetage interesserne for medlemmerne af den tidligere ledelse i en krakket bank i forbindelse med et eventuelt erstatningskrav mod den tidligere ledelse. Forsikringsselskabet afviste efterfølgende at dække de eventuelle krav mod den tidligere ledelse, og den tidligere ledelse anlagde sag mod forsikringsselskabet herom. Advokatnævnet fandt, at advokaten ved først at have fremstået som advokat for de den tidligere ledelse for derefter af repræsentere forsikringsselskabet i sagen mod den tidligere ledelse havde befundet sig i en interessekonflikt eller nærliggende risiko herfor.

Advokaten fandtes desuden at have tilsidesat god advokatskik ved ikke at udtræde af sagen for forsikringsselskab, da advokaten på et tidspunkt indtrådte som partner i et advokatfirma, hvor en anden advokat tidligere havde været advokat for banken. Nævnet lagde herved vægt på, at det ikke kunne udelukkes, at sidstnævnte advokat havde varetaget sager eller havde haft kendskab til sager af betydning for sagsanlægget mod den tidligere ledelse eller den tidligere ledelses retssag mod forsikringsselskabet.

Indklagede indbragte kendelsen for domstolene, og Købehavns Byret stadfæstede nævnets kendelse.

Det kunne ikke begrunde interessekonflikt, at en advokat, der fungerede som retsmægler, var bestyrelsesmedlem i en kollegial forening sammen med advokaten, der repræsenterede den ene part i mæglingssagen.

Den omstændighed, at to advokatkontorer lå i samme ejerlejlighed, indebar ikke, at de måtte anses for et kontorfællesskab, da kontorerne havde forskellige adresser og hver sin indgang, ingen fælles telefon, brevpapir eller hjemmeside samt ingen fælles bogføring, server, IT-system eller arkiv.

Indklagede, der var ansat i et advokatfirma, der var medlem af en advokatkæde, repræsenterede klager i en sag vedrørende opsigelse og fraflytning af et erhvervslejemål. Klager var udlejer af erhvervslejemålet, og selskabet X var lejer. Lejers advokat var ansat i et firma, der var medlem af den samme advokatkæde som det firma, indklagede arbejdede i. Advokatnævnet udtalte, at et samarbejde i forhold til tredjemand fremtrådte som et fællesskab eller en virksomhed. Advokaten blev tildelt en irettesættelse. 

Skifteretten havde ved kendelse afsat bobestyrer. Advokatnævnet anså sig for kompetent til at behandle klage over, at bobestyrer havde ladet sig udpege som bobestyrer, idet klagen rakte videre end skifterettens kompetence. Advokatnævnet fandt, at indklagede havde tilsidesat god advokatskik ved at lade sig udpege som bobestyrer og ved, mens han var bobestyrer, på vegne af den ene arving at have anlagt retssag mod boets øvrige arvinger.

Advokatnævnet lagde til grund, at boets behandling var afsluttet i skifteretten. Advokatnævnet anså sig for kompetent til at behandle klage over bobestyrers inhabilitet, idet klagen rakte videre end skifterettens kompetence. Advokatnævnet anså sig herudover for kompetent til at behandle klage over, at indklagede havde lavet fejl i boregnskabet.

En advokat, som havde anmodet skifteretten om at blive udpeget som kurator, uden at oplyse retten om, at hans partnerkollega havde en nær klientrelation til en af boets medejere, havde handlet i strid med god advokatskik ved ikke i tilstrækkelig grad at have sikret sig, at oplysninger, der var af væsentlig betydning for skifterettens beslutning om at udpege ham som kurator, forelå for skifteretten. Nævnet fandt endvidere, at advokaten havde handlet i strid med god advokatskik ved ikke af egen drift at have foranlediget, at der blev udpeget en ad hoc kurator til at varetage salgsprocessen, allerede da det viste sig, at den pågældende medejer var interesseret i at købe boets aktiver.

Artikel bragt i Advokaten 7/2015 - s. 36-37.

Skrevet af Cecilie Holt Nielsen og Hanne Christensen, Advokatnævnets sekretariat.

Reglerne om interessekonflikter er centrale i relation til overholdelse af god advokatskik. Advokatnævnet har inden for de seneste måneder haft lejlighed til at træffe afgørelse i en række sager, hvor interessekonfliktreglerne på forskellige retsområder har været i spil.

En fond, der ejede en række selskaber, indgik i 2010 en aftale om incitamentsaflønning af ledelsen i et af datterselskaberne. Advokat A, der var formand for datterselskabet, var tillige en del af fondsbestyrelsen. Et medlem af fondsbestyrelsen orienterede Erhvervsstyrelsen som fondsmyndighed om incitamentsprogrammet, og i en agterskrivelse fra maj 2015 meddelte Erhvervsstyrelsen, at incitamentsprogrammet måtte anses for ugyldigt. Fondsbestyrelsen havde anmodet advokat B om at bistå sig i forbindelse med Erhvervsstyrelsens behandling af sagen, og flertallet i bestyrelsen var af den opfattelse, at incitamentsprogrammet var gyldigt og dermed bindende. I forbindelse med, at advokat A skulle udtræde af det advokatfirma, hvor han havde været partner, opstod der en tvist med advokatfirmaet om, hvorvidt incitamentsprogrammet vedrørte advokatfirmaet eller ej, og advokat B bistod advokat A i denne del af sagen. Det var for advokat B’s rådgivning af advokat A uden betydning, om incitamentsprogrammet måtte anses for gyldigt eller ej. Således som opdraget var afgrænset, var der ikke interessemodsætninger mellem flertallet i fondsbestyrelsen og advokat A, og advokat B havde således ikke befundet sig i en interessekonflikt.

Advokat A, der driver selvstændig advokatvirksomhed, og som hovedarbejdsområde inden for sit specialistområde driver virksomhed med rådgivning af et mindre antal advokatfirmaer, herunder Advokatfirma B, befandt sig ikke i en interessekonflikt, selv om advokat A undtagelsesvis havde et direkte klientforhold til en virksomhed, og Advokatfirma A repræsenterede modparten i den aktuelle sag.

Responsudtalelse til advokatfirma, der agtede at ansætte en virksomhedsansat advokat. Responsumudvalget udtalte bl.a., at der ikke består en egentlig klientrelation mellem en virksomhedsansat advokat og den virksomhed, vedkommende er ansat i. Heraf fulgte, at det var responsumudvalgets vurdering, at ansættelse af advokaten kunne ske, uden at der herved var pligt til at udtræde en verserende sag.