Advokat havde ikke tilsidesat god advokatskik ved at udlevere sin klients tidligere samlevers adresse til sin klient, selvom den tidligere samlever havde adressebeskyttelse (dom)For Højesteret forelå spørgsmålet, om en advokat havde tilsidesat god advokatskik ved at udlevere kopi af stævningen, hvorpå modpartens beskyttede adresse var anført. Advokaten havde hos folkeregistret på sin klients vegne indhentet adressen på klientens tidligere samlever, som havde adressebeskyttelse, til brug for anlæggelse af en retssag vedrørende det økonomiske opgør efter samlivsophævelsen.
Højesteret udtalte, at en advokat som hovedregel ikke har tavshedspligt over for sin klient om oplysninger, advokaten har modtaget som led i hvervets udførelse. Højesteret fandt, at der med udtrykket ”må ikke videregives til andre private” i CPR-loven § 44, stk. 1, ikke er tilsigtet en fravigelse af denne hovedregel. Da kommunen havde givet adresseoplysningen til advokaten, og da advokaten ikke havde grund til at formode, at der var risiko for, at klienten ville misbruge adresseoplysningerne, fandt Højesteret, at advokaten hverken handlede i strid med CPR-lovens § 44, stk. 1, eller god advokatskik ved til sin klient at udlevere kopi af stævningen, hvorpå den beskyttede adresse var anført.
Anvendelse af viden om klientens økonomi ved inddrivelse af salær (kendelse)Advokatnævnet udtalte, at advokaten ikke var afskåret fra at videregive sin viden om sin tidligere klients økonomi ved inddrivelse af sit eget salærtilgodehavende. Den omstændighed at en kompagnon repræsenterede indklagede under fogedretssagen medførte ikke, at reglerne om god advokatskik var tilsidesat. Advokaten blev som følge frifundet for den rejste klage.
Advokatnævnet fastslog, at det var i strid med god advokatskik at benytte sig af klients generelle forhåndstilsagn om, at fortrolige oplysninger og dokumenter kunne udleveres af advokaten. Indklagede blev tildelt en irettesættelse.
Artikel bragt i Advokaten 6/2003 - s. 153-154.
Skrevet af formand for Advokatrådet Knud K. Damsgaard.
Artiklen omhandler Advokatrådets indbringelse af sager for nævnet og en kommentering af EDC-kendelsen.
Klager kontaktede advokat A med henblik på drøftelser om opstart af privat virksomhed. I brev af 28/10 2005 til klager anførte advokat A, at det af parternes møde fremgik, at opstarten af virksomhed afhang af mulighed for finansiering, idet klager havde fået afslag fra to pengeinstitutter. Advokat A anførte endvidere: ”Jeg kontaktede telefonisk direktør [D], der efter et par minutters drøftelse tilkendegav, at du var velkommen til at ringe til ham, så ville han se på det.” Advokat A anførte endvidere, at han dagen før havde returneret det udleverede materiale til klager. Klager klagede til Advokatnævnet over advokat A og gjorde gældende, at advokat A tilsidesatte god advokatskik ved at orientere D, om klagers planer om opstart af firma, hvilket han ikke havde bedt om. Advokatnævnet fandt, at advokat A havde tilsidesat god advokatskik ved at rette henvendelse til tredjemand uden at sikre sig, at klager var indforstået hermed. Nævnet tildelte advokat A en advarsel
Højesteret skulle i sagen tage stilling til, hvornår en advokat havde pligt til at efterkomme en kurators anmodning om udlevering af advokatens klientkonto og bogholderi vedrørende en klient.
Højesteret udtalte, at oplysningerne var omfattet af advokatens tavshedspligt. Om advokaten kunne pålægges at udlevere oplysningerne til kurator beroede derfor på en konkret vurdering af de hensyn, der fremgår af retsplejelovens § 170, stk. 2, og denne vurdering havde skifteretten og landsretten foretaget ved pålægget om edition.
Højesteret fandt, at advokaten ikke havde haft pligt til at udlevere oplysningerne, før landsrettens afgørelse om kurators editionsanmodning forelå. Advokaten havde således ikke handlet i strid med god advokatskik ved ikke at udlevere oplysningerne på et tidligere tidspunkt end sket.
Sikker opbevaring af akter omfattet af tavshedspligt (kendelse)Indklagede skulle efter domsforhandling påbegynde ferie og havde forventet, at hun kunne køre hjem for at parkere sin bil inden afrejse. Sagen trak ud, og indklagede måtte parkere bilen på en rasteplads. Sagsakterne låste indklagede i en taske i bilens bagagerum. Da indklagede 4 dage senere vendte tilbage til bilen, var ruden i bilen knust og tasken med sagsakterne fjernet. Nævnet udtalte, at der må påhvile en advokat en pligt til at sikre, at følsomme oplysninger ikke kommer til omverdenens kundskab, og ved at have ladet dokumenterne ligge i sin aflåste bil, fandt nævnet, at indklagede havde tilsidesat god advokatskik. Advokaten blev tildelt en advarsel.
I midten af januar 2006 rettede klagerne henvendelse til advokat A med anmodning om repræsentation i forbindelse med planlagt opkøb af en forretningsgren indeholdende EDB software og nogle medarbejdere. Klagerne havde kendskab til sælger og sælgers tanke om at udbyde EDB softwaren i en lukket kreds. Den 26. januar 2006 blev afholdt et møde mellem parterne for en gennemgang af det foreliggende materiale. Den 6. februar 2006 afholdt advokat A et møde med en anden klient, X. Den 7. februar 2006 oplyste advokat A telefonisk til klagerne, at det under hans møde med X var kommet frem, at X var på vej ind på samme marked, som EDB softwaren dækkede. Han oplyste, at han havde fortalt X, at EDB softwaren var til salg. Endvidere oplyste han, at det var i klagernes interesse, at de overvejede at samarbejde med X, idet X ville være meget stærke modstandere på markedet. Endelig meddelte han, at han udtrådte af sagen, da han nu havde fået oplyst, at X havde planer om at gå ind på det marked, som EDB softwaren dækkede. I marts 2006 indledte sælger af EDB softwaren forhandlinger med X. Advokatnævnet fandt, at advokat A havde videregivet en fortrolig og væsentlig oplysning fra klagerne til X.
Advokat A var bobestyrer og behandlede et bo, hvori X var arving. X havde adressebeskyttelse, hvilket han havde meddelt skifteretten. Advokat A noterede i bomødereferat X's CPR-nummer, og i boopgørelsen og repartitionen noterede han X's adresse. X klagede til Advokatnævnet, der afviste klagen efter beskaffenheden og henviste til, at klager over bobestyrere henhører under skifteretten. Skifteretten klagede herefter til Advokatnævnet over advokat A's videregivelse af X's beskyttede adresse og CPR-nummer til boets arvinger. Advokatnævnet fandt, at advokat A ikke uden nærmere forudgående aftale med X var berettiget til at videregive oplysningerne til medarvingerne på baggrund af X's oplysning om, at hans adresse og CPR-nummer var beskyttet. Nævnet tildelte advokaten en irettesættelse.
X's fætter var afgået ved døden. X var efter dødsfaldet mødt op hos advokat A, fordi X i afdødes pung havde fundet advokat A's visitkort og troede, at advokat A skulle varetage boets behandling. X afleverede samtidig nogle effekter tilhørende afdøde på advokat A's kontor. Advokat A henviste X til skifteretten og udleverede i kuvert et testamente til X, som afdøde havde oprettet uden advokat A's medvirken. Advokat A bad X om at aflevere testamentet til skifteretten. Advokatrådet nedlagde påstand om, at advokat A havde tilsidesat god advokatskik ved uberettiget til X at have udleveret kopi af et af X's fætter for notaren underskrevet testamente, hvorved hun havde brudt sin tavshedspligt. Advokatnævnet frifandt advokat A.
