Emner

Retten i Randers tiltrådte, at en advokat bl.a. handlede i strid med god advokatskik ved ikke at sende kopi til modpartens advokat af sin henvendelse til modparten, der blev sendt for at overholde påkravsreglerne efter lovgivningen. Det var i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at modpartens advokat måtte være orienteret om, at der ville blive fremsendt krævebrev til hans klient, da modpartens advokat skal modtage kopi af den konkrete henvendelse. Endvidere var det i strid med god advokatskik, at advokaten indgav stævning til retten via minretssag.dk uden i umiddelbar forlængelse heraf at sende kopi til modparten. Pligten til at orientere modparten i umiddelbart forlængelse af sagsanlægget ændres således ikke ved, at stævningen blev indgivet via sagsportalen minretssag.dk. Vestre Landsret stadfæstede Retten i Randers dom.

En advokat havde ikke tilsidesat god advokatskik ved manglende orientering af modparten om en henvendelse til retten via ”minretssag.dk” med anmodning om fristforlængelse. Det måtte konkret anses som en ekspeditionsfejl, hvis modparten ikke blev registreret som modtager af advokatens anmodning om fristforlængelse.

Det var ikke i strid med god advokatskik, at en advokat ikke fremsendte kopi af ankestævning til modparten i umiddelbar forlængelse af, at ankestævning blev indgivet via minretssag.dk. Nævnet lagde bl.a. til grund at advokaten ikke havde handlet på en måde, hvor modparten ikke skulle blive orienteret om, at der var nyt på sagen i sagsportalen minretsag.dk, og nævnet fandt det ikke godtgjort, at advokaten i forbindelse med brugen af minretssag.dk havde til hensigt at undlade at orientere modparten om anke af byrettens dom.

Vestre Landsret stadfæstede, at en advokat havde tilsidesat god advokatskik ved ikke at sende kopi af stævning til modpartens advokat i forbindelse med anlæggelse af retssag på Minretssag.dk

En advokat havde tilsidesat god advokatskik ved at indgive en stævning via ”minretssag.dk” uden i umiddelbar forlængelse heraf at sende kopi af stævningen til modparten.

Der var mellem klager og indklagede uenighed om, hvorvidt indklagede mundtligt havde vejledt klager om muligheden for at anke en dom fra byretten til landsretten. Nævnet udtalte, at en advokat skal yde ankevejledning og give rettidig meddelelse om ankefrist med henblik på at sikre, at advokatens klient har mulighed for at varetage sine interesser. Det har således en retsfortabende virkning for klienten, hvis advokaten ikke rettidigt orienterer om tidspunktet for ankefristens udløb. På denne baggrund udtalte nævnet, at advokaten som den professionelle part har pligt til at sikre sig, at der er givet fornøden ankevejledning, og at bevisbyrden for, at det er tilfældet, påhviler advokaten. Nævnet lagde herved vægt på, at klienten ikke har nogen mulighed for at bevise advokatens undladelse, og det er derfor op til advokaten selv at sikre sig beviser for, at der er ydet fornøden ankevejledning – f.eks. i form af skriftlighed. Konkret fandt nævnet, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at han havde vejledt klager om muligheden for at anke byrettens dom til landsretten.

Advokatnævnet har i denne sag udtalt: "et vidne kan være således knyttet til en part, at dennes advokat har adgang til at holde møde med vidnet uden at give forudgående meddelelse om det til en modpart, der har indkaldt eller bebudet at ville indkalde vidnet, og uden modpartens samtykke". I den foreliggende sag havde vidnet en sådan særlig tilknytning til en kommune, mens han endnu var ansat, og den omstændighed, at han var fratrådt inden retssagen, gør ingen forskel, idet det var af kraft af det tidligere ansættelsesforhold, at indklagede ønskede at afhøre ham som vidne.

Advokat A havde for sin klient anlagt sag mod et forsikringsselskab, som var repræsenteret af indklagede. Under anken meddelte advokat A, at A ville vidneafhøre to ansatte i forsikringsselskabet. Herefter meddelte indklagede, at han havde afholdt møder med det ene vidne, og at han agtede at fortsætte hermed og også ville afholde møde med det andet vidne. Advokatnævnet frifandt indklagede, idet Advokatnævnet fandt, at de omhandlede to vidner i kraft af ansættelsesforholdet havde haft en sådan tilknytning til indklagedes klient, at han ved at have taget kontakt og drøftet sagen med disse vidner under forberedelsen uden at orientere advokat A ikke havde tilsidesat god advokatskik.

Retten i Aarhus stadfæstede, at en advokat groft havde tilsidesat god advokatskik ved at videreformidlede modpartens forligsforslag til retten, uanset at modpartens advokat forud herfor udtrykkeligt havde gjort indsigelse over for advokaten mod en sådan videresendelse til sagens dommere.

Retten i Aalborg stadfæstede den 27. januar 2015 Advokatnævnets kendelse af 28. maj 2014, hvorefter advokaten havde tilsidesat god advokatskik ved at have fremlagt modpartens forligstilbud i retten. Advokaten kunne ikke med rette antage, at modparten havde accepteret forligsforslaget, og han søgte ikke oplysninger herom hos modparten eller dennes advokat. Advokaten havde desuden tilsidesat god advokatskik ved at rette henvendelse til SKAT angående modparten. Der var således ikke på det tidspunkt af sagsforløbet, og uden yderligere oplysninger, tilstrækkeligt til at antage, at der fra klientens modparts side forelå forhold, i strid med lov og ærbarhed. Dette sammenholdt med at advokaten i et forudgående brev til modpartens advokat meddelte, at han ville anmelde modparten til skattevæsenet, medmindre sagen blev forligt, som anført i skrivelsen.

Indklagede var mødt for begge parter i forbindelse med de forberedende retsmøder. Der påhvilede indklagede en særlig pligt til at sikre sig, at hver at parternes respektive synspunkter blev gjort klart for retten. Indklagede havde oplyst en fejlagtig ordlyd af et forlig, som blev ført til retsbogen. Fejlen blev påtalt af modpartens advokat A, men indklagede undlod at berigtige fejlen. Indklagede blev pålagt en bøde på 8.000 kr. af Advokatnævnet. Kendelsen blev stadfæstet af Østre Landsret.

Indklagede havde under en retssag fremlagt et brev fra advokat A, hvor i der var nedskrevet et forslag til forlig. Indklagede fik tildelt en irettesættelse, idet en part ikke må fremlægge forligsforslag fremkommet af modparten uden modpartens samtykke hertil.

Indklagede havde, uden at indhente samtykke fra modparten, fremlagt et forligsforslag fra modpartens advokat i sin fulde længde som bilag til et processkrift. Indklagede blev pålagt en bøde på 10.000 kr, som Københavns Byret stadfæstede. Retten havde lagt vægt på, at der i processkriftet ikke var angivet en begrundelse for fremlæggelsen af forligsforslaget. Den omstændighed, at indklagede opfattede forligsforslaget som en trussel, kunne ikke føre til et andet resultat.

Advokatnævnet fandt, at den indklagede advokat groft havde tilsidesat god advokatskik ved i en skattestraffesag som forsvarer for et revisionsselskab uden samtykke at have videregivet kopi af tredjemands forklaringsrapport til repræsentanter for revisionsselskabet. Nævnet lagde særlig vægt på, at indklagede havde fået bl.a. det omhandlede bilag udlevet i sin egenskab af forsvarer for revisionsselskabet og i henhold til forsvarerbistandsloven.

Indklagede havde hjulpet klageren med en ejendomshandel. Klageren anlagde efterfølgende erstatningsansvarssag mod indklagedes principal advokat A. Under domsforhandlingen, hvor indklagede var indkaldt som vidne, var indklagede af den holdning, at klagerens vidneudsagn var usande. Indklagede indsendte dagen efter domsforhandlingen et brev til retten, hvori det blev anført at klagerens vidneudsagn var usandt, hvilket hun mente at kunne dokumentere ud fra nogle medsendte bilag. Indklagede blev pålagt en bøde på 10.000 kr., da hun havde forsøgt at påvirke retten efter domsforhandlingens afslutning. Østre Landsret har stadfæstet Advokatnævnets kendelse, men ændret bøden til 5.000 kr. Højesteret har stadfæstet dette

Advokat A, der repræsenterede B, klagede over advokat C, der repræsenterede D. Mellem B og D var der indgået en samarbejdsaftale, som efterfølgende blev sat på stand by under forudsætning af senere genoptagelse af samarbejdet. Da B efterfølgende gjorde gældende, at samarbejdet skulle ophøre, gjorde D ved e-mail af 21. september 2013 krav på betaling af 200.000 kr. for udført arbejde. Der var derefter uenighed om, hvorvidt aftalen forsat bestod. D engagerede C, som ved e-mail af 26. november 2013 til B gjorde gældende, at samarbejdsaftalen ikke var ophørt, men at sagen kunne afsluttes med betaling af 500.000 kr. Ved e-mail af 25. februar 2014 til C ønskede A oplyst, om D stadig var indstillet på at afslutte sagen mod betaling af 200.000 kr. i henhold til D's e-mail af 21. september 2013. Dette blev afvist, hvorefter C på vegne af D indgav stævning mod B. I tillæg til stævning blev A's e-mail af 25. februar 2014 fremlagt. Advokatnævnet fandt, at D's e-mail af 21. september 2013 ikke var et forligsforslag, men derimod et krav på betaling for udført arbejde. Derimod var A's e-mail af 25. februar 2014 et forligsforslag, hvorfor det var i strid med god advokatskik at fremlægge dette.

Advokatnævnet fandt, at advokat A, der repræsenterede Bs modpart i en bopæl- og samværssag, havde tilsidesat god advokatskik ved at videresende Bs forligsforslag til Familieretshuset.

Advokat B havde over for retten, i forbindelse med dennes fastsættelse af sagsomkostninger i en retssag, oplyst om indholdet af et forligsforslag fremsat af advokat A. Advokatnævnet lagde til grund, at advokat B kom med oplysningerne om det tidligere afgivne forligstilbud på et tidspunkt, hvor hovedsagen var endeligt afgjort ved retsforlig, og hvor det alene var overladt til retten at træffe afgørelser om sagsomkostninger. Nævnet fandt således, at oplysningerne ikke længere kunne anvendes til at påvirke rettens materielle afgørelse og frifandt derfor advokat B for dette klagepunkt.

Indklagede havde ved en voldgiftssag sendt en ensidigt indhentet teknisk sagkyndig erklæring til skønsmændene, inden voldgiftsretten havde taget stilling til, hvorvidt udtalelsen kunne tillades fremlagt i retten. Indklagede fik en bøde på 20.000 kr. idet Advokatnævnet fandt, at der forelå skærpende omstændigheder, da materialet blev fremsendt inden, der var fremsendt et tillægsskønstema til de udmeldte skønsmænd og uden information til modparten. Københavns Byret stadfæstede Advokatnævnets kendelse, men nedsatte bøden til 10.000 kr., da retten ikke fandt tilsidesættelsen grov.

Advokatnævnet fandt, at det var i strid med god advokatskik, at den indklagede advokat havde rettet telefonisk henvendelse om en nærmere præcisering af baggrunden for en kendelse i en civil sag til den dommer, der havde afsagt kendelsen, uden samtidig hermed at have inddraget modpartens advokat.

En advokat blev tildelt en irettesættelse for i et påstandsdokument at have skrevet, at parterne var enige om nogle forhold, som modparten i et tidligere processkrift havde anført, at man ikke var enig i. Advokatnævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at en advokats oplysninger til retten om, hvad parterne er enige om, skal være korrekte og uden videre kunne lægges til grund af retten.

Indklagede var ved fremsendelse af stævning til retten bekendt med, at sagsøgte var repræsenteret ved advokat A. Advokatnævnet fandt, at det var en tilsidesættelse af god advokatskik, at indklagede ikke i stævningen oplyste, at sagsøgte var repræsenteret af advokat A, og ved ikke samtidig at sende kopi af stævningen til advokat A.

Advokat A havde under en retssag repræsenteret X's modpart. Retten bestemte, at X skulle betale et fastsat beløb til modparten. X klagede herefter over, at advokat A ikke under retssagen havde fremlagt et brev af 30. maj fra modparten til X. Advokatnævnet fandt, at advokat A ikke havde haft pligt til at fremlægge brevet. Nævnet lagde til grund, at X selv havde været i besiddelse af brevet og repræsenteret af en advokat, og at X selv måtte have fremlagt brevet, hvis hun fandt, at det havde betydning for sagen.

Advokat A repræsenterede hustruen i en bodelingssag, hvor advokat B repræsenterede manden. Advokat B havde i den forbindelse sendt en skrivelse til fogedretten den 20. december, som hun grundet en ekspeditionsfejl havde undladt samtidig at sende til advokat A. Advokatnævnet tildelte advokat B en irettesættelse.

Advokat A og B repræsenterede modparterne i en verserende retssag. Advokat B sendte den 15. december 2010 et brev til retten. Advokat B undlod bevist at sende en kopi af brevet til advokat A, hvorfor nævnet pålagde advokat B en bøde.

X var begæret udsat af sit lejemål under en fogedsag. Advokat A repræsenterede rekvirenten og påkærede i den forbindelse fogedrettens kendelse af 7. december om afvisning af udsættelsessagen. Advokat A undlod ved en fejl at sende en genpart af kæreskriftet til X, hvorfor Advokatnævnet tildelte ham en irettesættelse.

Landsretten tiltrådte, at en advokaten handlede i strid med god advokatskik ved at have undladt at underrette modpartens advokat om udfærdigelse af et forlig, som parterne selv havde indgået uden deltagelse af advokaterne.

En advokat havde tilsidesat god advokatskik ved ikke at sende en kopi af fogedrekvisitionen vedrørende betaling af sagsomkostninger til modpartens advokat senest samtidig med, at denne blev fremsendt til fogedretten.

Advokat A havde indkaldt et vidne den 3. marts, hvilket blev meddelt til indklagede den 4. marts. Indklagede havde herefter afholdt et møde med vidnet den 6. marts. Indklagede fik tildelt en irettesættelse , idet Advokatnævnet lagde til grund at indklagede forud for mødet med vidnet vidste, at vidnet af advokat A var indkaldt for at afgive forklaring under domsforhandlingen. Indklagede havde derved ikke forud for mødets afholdelse underrettet advokat A om mødet.

Østre Landsret tiltrådte, at indklagede havde tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, ved ikke at have sendt et processkrift til modparten samtidig med fremsendelsen til retten. Indklagedes forklaring om årsagen til, at processkriftet ikke blev sendt til modparten samtidig med fremsendelsen til retten, og det forhold, at indklagede af egen drift efterfølgende sendte processkriftet til modparten, kunne ikke føre til et andet resultat.