Fremlæggelse af modpartens forligsforslag

Sagsdato: 2. september 2014
Sagstype: kendelse

Resumé:
Advokat A, der repræsenterede B, klagede over advokat C, der repræsenterede D. Mellem B og D var der indgået en samarbejdsaftale, som efterfølgende blev sat på stand by under forudsætning af senere genoptagelse af samarbejdet. Da B efterfølgende gjorde gældende, at samarbejdet skulle ophøre, gjorde D ved e-mail af 21. september 2013 krav på betaling af 200.000 kr. for udført arbejde. Der var derefter uenighed om, hvorvidt aftalen forsat bestod. D engagerede C, som ved e-mail af 26. november 2013 til B gjorde gældende, at samarbejdsaftalen ikke var ophørt, men at sagen kunne afsluttes med betaling af 500.000 kr. Ved e-mail af 25. februar 2014 til C ønskede A oplyst, om D stadig var indstillet på at afslutte sagen mod betaling af 200.000 kr. i henhold til D's e-mail af 21. september 2013. Dette blev afvist, hvorefter C på vegne af D indgav stævning mod B. I tillæg til stævning blev A's e-mail af 25. februar 2014 fremlagt. Advokatnævnet fandt, at D's e-mail af 21. september 2013 ikke var et forligsforslag, men derimod et krav på betaling for udført arbejde. Derimod var A's e-mail af 25. februar 2014 et forligsforslag, hvorfor det var i strid med god advokatskik at fremlægge dette.