Emner

Retten i Randers tiltrådte, at en advokat bl.a. handlede i strid med god advokatskik ved ikke at sende kopi til modpartens advokat af sin henvendelse til modparten, der blev sendt for at overholde påkravsreglerne efter lovgivningen. Det var i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at modpartens advokat måtte være orienteret om, at der ville blive fremsendt krævebrev til hans klient, da modpartens advokat skal modtage kopi af den konkrete henvendelse. Endvidere var det i strid med god advokatskik, at advokaten indgav stævning til retten via minretssag.dk uden i umiddelbar forlængelse heraf at sende kopi til modparten. Pligten til at orientere modparten i umiddelbart forlængelse af sagsanlægget ændres således ikke ved, at stævningen blev indgivet via sagsportalen minretssag.dk. Vestre Landsret stadfæstede Retten i Randers dom.

Vestre Landsret stadfæstede, at en advokat havde tilsidesat god advokatskik ved ikke at sende kopi af stævning til modpartens advokat i forbindelse med anlæggelse af retssag på Minretssag.dk

Advokatnævnet fandt, at advokaten havde begået en faglig fejl og derved tilsidesat god advokatskik ved ikke for boligretten til støtte for klientens påstand at have fremlagt sammenlignelige lejemål eller søgt godtgjort, at der ikke forelå sådanne. Den omstændighed, at en del af sagens forberedelse var blevet varetaget af advokatens tidligere kollega, kunne ikke føre til en ændret vurdering.

Indklagede advokat havde tilsidesat god advokatskik ved som administrator og repræsentant for et grundejerlaug i en ekspropriationssag at oprette en automatisk pengeoverførsel fra en konto tilhørende en ejerforening, der var ét blandt flere medlemmer af grundejerlauget, til grundejerlaugets konto uden ejerforeningens accept. Advokatnævnet lagde bl.a. vægt på, at grundejerlauget og grundejerforeningen, der havde antaget egen advokat, i nogen omfang havde modsatrettede interesser i forbindelse med ekspropriationssagen, og at indklagede advokat forsøgte at gennemføre pengeoverførslen egenhændigt, selvom indklagede advokat knap 3 måneder forud for havde sendt en faktura, hvorved ejerforeningen blev anmodet om at overføre det opkrævede beløb.

En advokat, der repræsenterede klagers tidligere arbejdsgiver, som havde afskediget klager, var ved sin adfærd gået langt videre end berettiget i klientvaretagelsen. Advokaten havde tilskrevet klager direkte med kopi til klagers advokat og klagers nye arbejdsgiver om baggrunden for afskedigelsen og om, at klagers forhold var ved at blive gennemgået med henblik på en eventuel politianmeldelse.

Det blev under en skønsforretning aftalt, at der skulle foretages opmåling af vægge m.v., hvilket blev udført af sagsøgers bisidder. Opmålingerne blev herefter sendt til advokaten, der repræsenterede sagsøger, som videresendte disse til skønsmanden. Advokatnævnet fandt, at advokaten i forbindelse med fremsendelse af materiale til skønsmanden havde tilsidesat det kontradiktoriske princip og dermed god advokatskik. Advokatnævnet lagde særligt vægt på, at fremsendelsen direkte til skønsmanden skete uden forudgående meddelelse til modpartens advokat, hvorved denne blev afskåret fra at protestere imod fremlæggelsen af materialet eller at komme med bemærkninger til dette. På baggrund af sagens konkrete omstændigheder, blev advokaten tildelt en irettesættelse. Nævnet lagde i formildende retning vægt på, at den manglende fremsendelse af materialet til modparten beroede på en fejl på kontoret, hvilket advokaten beklagede, at der mellem parterne er uenighed om, hvilken fremgangsmåde, der skulle anvendes ved fremsendelse af materialet, samt at det som sagen var oplyst ikke kunne lægges til grund, at fremsendelse af materialet til skønsmanden fik en betydning for sagen.

En advokatfuldmægtig bistod en udlejer i forbindelse med en sag om indeklima og fugtskade i kælderen på et lejemål. To fugtteknikere konstaterede, at lejerne foretog en ujævn og uhensigtsmæssig opvarmning af lejemålet. Advokatnævnet fandt efter en samlet og konkret vurdering, at den indklagede advokat som principal for advokatfuldmægtigen havde tilsidesat god advokatskik ved at være gået videre, end berettigede hensyn til varetagelse af klientens interesser tilsagde, idet der ikke forelå helt særlig og fornøden saglig begrundelse for, at advokatfuldmægtigen på vegne af udlejer varslede adgang til lejemålet otte gange inden for en periode på under 11 uger for at kontrollere, om lejerne opvarmede lejemålet tilstrækkeligt.

Det fandtes konkret ikke at være i strid med god advokatskik, at en advokat opkrævede et domsbeløb direkte hos den dømte, selvom vedkommende under sagen havde været repræsenteret af en advokat. Nævnet lagde vægt på, at den indklagede advokat efter nævnets opfattelse var efterladt med en berettiget tvivl om, hvorvidt den dømte fortsat var repræsenteret af en advokat og på, at der blev sendt kopi af opkrævningen til advokaten. Det fandtes derimod at være en tilsidesættelse af god advokatskik, at indklagede havde beregnet rentebeløbet forkert, idet han for en del af beløbet havde anvendt en forkert procesrente.

Advokatnævnet fandt, at de to advokater, der havde været ansvarlige for udarbejdelsen af en advokatundersøgelse, ikke havde tilsidesat god advokatskik i forbindelse med den måde, de havde fremstillet undersøgelsen på, eller den måde, undersøgelsen var blevet udført på, herunder i forhold til klagerens mulighed for at varetage sine interesser. Endvidere frifandt nævnet den ene advokat for et klagepunkt om brud på tavshedspligten i en konkret situation. Nævnet afviste ved kendelsen nogle klagepunkter om mulig tilsidesættelse af databeskyttelsesretlige regler og mulig tilsidesættelse af straffelovens regler om ærekrænkelse under henvisning til, at en vurdering heraf ikke var egnet til at blive fortaget af Advokatnævnet. Endelig afviste nævnet et klagepunkt om advokaternes bevisvurdering, idet nævnet fandt, at dette forudsatte en bevisførelse, der ikke var egnet til at blive foretaget i Advokatnævnet.

Klager, der var sælger af en ejerlejlighed, havde et udestående med ejerforeningen i forbindelse med en bygningsskade, som ejerforeningen havde afholdt udgifterne til udbedring af. Det blev indskrevet i købsaftalen, at sælger skulle drage omsorg for at afslutte sagen og betale et eventuelt skyldigt nærmere opgjort beløb til ejerforeningen, og at køber var berettiget til at tilbageholde et tilsvarende beløb i den deponerede købesum, indtil ejerforeningen frafaldt kravet eller erklærede, at sælger havde indbetalt beløbet. Den indklagede advokat, der bistod køber, modsatte sig at frigive beløbet i mere end tre år på trods af rykkere fra klager. Advokatnævnet fandt, at den indklagede advokat ikke havde tilsidesat god advokatskik ved først at frigive de deponerede midler på det tidspunkt, hvor ejerforeningens bestyrelse erklærede, at ejerforeningen ikke ville forfølge kravet grundet forældelse. Advokatnævnet lagde særligt vægt på indholdet af købsaftalen, og at klager ikke på et tidligere tidspunkt havde rekvireret sikkert grundlag for, at ejerforeningen frafaldt kravet.

Ved en fejl fra advokat B’s kontor fik advokat A pr. e-mail tilsendt oplysninger, som kun var tiltænkt sendt til fogedretten. Advokat A delagtiggjorde sin klient i e-mailens indhold og orienterede ikke advokat B om, at han ved en fejl havde modtaget oplysningerne. Advokatnævnet fandt, at advokat A ikke herved havde tilsidesat god advokatskik.

Advokatnævnet fandt, at advokat A, der repræsenterede Bs modpart i en bopæl- og samværssag, havde tilsidesat god advokatskik ved at videresende Bs forligsforslag til Familieretshuset.

En advokat rettede som repræsentant for rettighedshaver henvendelse til en forbruger med krav om betaling af beløb for ulovlig fildeling foretaget fra dennes IP-adresse. Nævnets flertal fandt, at henvendelsen ikke havde et sådant indhold, at advokaten derved havde lagt utilbørligt pres, eller på anden vis var gået videre end berettiget til varetagelse af sin klients interesser. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på, at retten havde afsagt kendelse om editionspålæg, og at det på denne baggrund var blevet konstateret, at den pågældende IP-adresse havde været benyttet til ulovlig fildeling. Flertallet lagde endvidere vægt på, at henvendelsen indeholdt en redegørelse for sagens faktuelle omstændigheder m.v., samt en opfordring til at søge juridisk bistand hos egen advokat. Advokaten blev således frifundet.

I en forældreansvarssag hvor advokaten telefonisk blev kontaktet af sin klients søn, fandt Advokatnævnet, at advokaten burde have afstået fra at føre en længere telefonsamtale med sønnen, idet advokaten måtte have indset, at der var risiko for, at sønnen kunne blive påvirket af samtalen. I stedet for at orientere modpartens advokat om henvendelsen, skrev advokaten efterfølgende en sms til sønnen, hvor advokaten oplyste, at sønnen kunne rette henvendelse til advokaten igen, og at advokaten ville forsøge at hjælpe ham. Endvidere fremlagde advokaten efterfølgende indholdet i sms'en for Familieretshuset. På baggrund af samtalens længde og indholdet i den fremsendte sms, fandt nævnet, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik.

Klager havde klaget over, at han og de øvrige lejere i en udlejningsejendom ikke havde fået tilbudt ejendommen i forbindelse med, at ejendommen var blevet overdraget til tredjemand. Indklagede advokat, som repræsenterede den nye ejer, havde rådgivet sin klient om, at der ikke var pligt til at tilbyde ejendommen til lejerne. Lejerne havde fra ejendommens administrationsselskab fået meddelelse om, at der ikke var tilbudspligt efter de lejeretlige regler. Advokatnævnet fandt, at klager ikke havde retlig interesse i klagen, idet advokaten alene havde rådgivet sin klient og dermed varetaget dennes interesser.

Advokatnævnet fandt, at det som udgangspunkt vil udgøre en tilsidesættelse af god advokatskik at fremsende en ansøgning om tredjeinstansbevilling til Procesbevillingsnævnet uden at sende genpart eller orientering til modparten.

Retten i Randers tiltrådte, at en advokat bl.a. handlede i strid med god advokatskik ved ikke at sende kopi til modpartens advokat af sin henvendelse til modparten, der blev sendt for at overholde påkravsreglerne efter lovgivningen. Det var i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at modpartens advokat måtte være orienteret om, at der ville blive fremsendt krævebrev til hans klient, da modpartens advokat skal modtage kopi af den konkrete henvendelse. Endvidere var det i strid med god advokatskik, at advokaten indgav stævning til retten via minretssag.dk uden i umiddelbar forlængelse heraf at sende kopi til modparten. Pligten til at orientere modparten i umiddelbart forlængelse af sagsanlægget ændres således ikke ved, at stævningen blev indgivet via sagsportalen minretssag.dk. Vestre Landsret stadfæstede Retten i Randers dom.

Den pligt til at tage hensyn til modparten, der kan udledes af de advokatetiske regler, medfører hverken ret eller pligt for den anden parts advokat til at yde direkte bistand til modparten.