I strid med god advokatskik, at indklagede ikke hurtigst muligt imødekom en anmodning fra bobestyreren (dom)Østre Landsrets stadfæstede ved dom af 13. marts 2015 blev Advokatnævnets kendelse af 18. april 2012.
Landsretten fandt ligeledes, at advokaten, som var indehaver af en generalfuldmagt, havde handlet i strid med god advokatskik ved ikke hurtigst muligt at imødekomme en anmodning fra bobestyreren, som havde til opgave at varetage interesserne for boet efter advokatens tidligere klient, om at udlevere en honorarfaktura, som vedrørte advokatens hævning af 23.600 kr. på klientens konto to dage før dennes død. Det var således ikke i overensstemmelse med god advokatskik, at advokaten betingede en udlevering af fakturaen af, at der blev indhentet skifterettens kendelse herom.
Ikke smøl i forbindelse med aflysning af udlæg (kendelse)Nævnet fandt under hensyn til de konkrete omstændigheder i sagen, at en advokat havde fremmet en sag om aflysning af udlæg i ejendom behørigt, selv om sagsbehandlingen havde varet 42 dage.
Opdrags- og prisoplysninger til en forbruger i en sag med retshjælpsdækning (dom)Spørgsmål om blandt andet opdrags- og prisoplysninger til en forbruger i en sag med retshjælpsdækning, og tidsperspektivet i forbindelse med betaling af sagsomkostninger til modparten samt advokatens salær var genstand for en klagesag ved Advokatnævnet. Nævnet fandt, at den indklagede advokat havde tilsidesat god advokatskik. Endvidere blev advokatens salær nedsat. Advokaten indbragte kendelsen for domstolene. Byretten har nu stadfæstet nævnets kendelse vedrørende adfærdsdelen, og byretten afviste advokatens påstand om ophævelse af nævnets kendelse vedrørende salærdelen.
Byretten stadfæstede Advokatnævnets kendelse.
Spørgsmål om at behandle sag med fornøden hurtighed (kendelse)Advokatnævnet lagde til grund, at indklagede i februar 2006 påtog sig K's sag mod skatteministeriet. Sagen havde på det tidspunkt allerede verseret nogen tid og var berammet til domsforhandling. Nævnet lagde også til grund, at indklagede i den forbindelse modtog sagens akter. Nævnet fandt, at indklagede havde haft den fornødne tid til at sætte sig ind i sagens akter. Indklagede havde tilsidesat god advokatskik ved først umiddelbart før fristen for processkriftets indlevering udløb, og efter selv at have begæret fristforlængelse over for landsretten adskillige gange, at have meddelt, at hun ikke så sig i stand til at udarbejde et processkrift, og først på dette tidspunkt i det hele taget at have foretaget sin vurdering af sagen med krav om udtrædelse af sagen, med mindre denne blev hævet af klager. Advokatnævnet udtalte, at det følger af de advokatetiske regler, at en advokat skal varetage sin klients interesser grundigt og med den fornødne hurtighed. Advokaten skal ligeledes kun påtage sig en sag, som er afpasset af advokatens arbejdspres i øvrigt, og som på den baggrund kan behandles passende hurtigt. Indklagede blev pålagt en bøde på 5.000 kr.
Udtræden kort tid før fristudløb (kendelse)Klager blev anholdt med henblik på politifremstilling i en fogedsag. Klager henvendte sig til indklagede for at søge erstatning i anledning af anholdelsen. Indklagede redegjorde i et brev til klager om sine foreløbige overvejelser og meddelte, at han nærmere ville overveje muligheden for at søge erstatning. Klager beklagede sig i brev til indklagede over langsom sagsbehandling. Ved brev meddelte indklagede, at han udtrådte af sagen og gjorde samtidig opmærksom på, at fristen for at søge erstatning udløb inden for en uge. Nævnet udtalte, at indklagede havde tilsidesat god advokatskik, idet han enten burde have fremmet sagen med fornøden hurtighed - i stedet for at udtræde kort før fristens udløb - eller ved sagens modtagelse eller umiddelbart herefter at have meddelt, at han ikke var i stand hertil. Indklagede blev pålagt en bøde på 5.000 kr.