"No cure - no pay" ej i strid med god advokatskik i inkassosager med erhvervsdrivende klienter (kendelse)En række advokatfirmaer havde etableret et inkassosamarbejde, hvor de tilbød en såkaldt "no cure - no pay"-ordning. Ifølge ordningen blev der kun opkrævet sålær, såfremt fordringen blev inddraget. Salæret var på 40 % af det indbetalte beløb. Advokatnævnet udtalte, at den pågældende betalingsform i aftaler vedrørende inkassosager, og hvor klienten er erhversdrivende, ikke stred mod god advokatskik.
'No cure no pay' (kendelse)Indklagede havde indgået aftale om at gennemføre en domsforhandling, hvorefter indklagede (udover en á conto afregning) skulle have et honorar på minimum 70.000 kr., og hvis klienten fik medhold for mindst halvdelen af hovedstolen, skulle der betales yderligere 70.000 kr. i honorar. Salæraftalen blev ikke tilsidesat af Advokatnævnet, da " det aftalte salær ikke overskrider rammerne for et rimeligt honorar".
Det er tilladt for en advokat at lade sit honorar falde bort, hvis sagen tabes eller ender til ugunst for klienten, ligesom det er tilladt for advokaten at forpligte sig til at kun at modtage salær, hvis klienten vinder sagen eller visse succeskriterier indfries. Det aftalt salær må blot ikke bære urimeligt, jf. retsplejelovens § 126, stk. 2. Derimod må en advokat efter de etiske reglers pkt. 16.2 ikke indgå honoraraftaler om vederlæggelse med en andel af det udbytte, der opnås ved gennemførelse af sagen (pactum de quota litis). Det sidstnævnte forbud er efter Responsumudvalgets opfattelse ikke i strid med konkurrencelovens § 6, jf. herved lovens § 2, stk. 2, og forbuddet, der også findes under pkt. 3.3.1 i reglerne om god advokatskik inden for Det Europæiske Fællesskab, falder efter udvalgets opfattelse også uden for forbuddet mod konkurrencebegrænsende vedtagelser i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) art. 101 (1).
