Emner

Retten tiltrådte, at advokaten ved sin adfærd i forbindelse med indkaldelsen til møde med henblik på gennemførelse af en kollegial samtale den 24. juni 2016 groft havde tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1. Retten fandt således, at advokaten modsatte sig Advokatrådets varetagelse af dets tilsynsopgave ved først at meddele, at han ikke ville deltage i den kollegiale samtale, og ved dernæst at afslå at oplyse grunden til, at han ikke kunne deltage i mødet, selvom Advokatrådet under henvisning til § 4 i bekendtgørelse om indkaldelse af advokater mv. til en samtale med kredsbestyrelsen oplyste, at man ønskede, at han meddelte oplysninger, der viste, at han havde lovligt forfald.

Det var ikke i overensstemmelse med god advokatskik, at en advokat undlod at besvare en tolks rykkere for betaling af fakturaen. Den omstændighed, at advokatens relation til tolken ikke var en klientrelation, kunne ikke føre til andet resultat, idet advokaten som led i sit arbejde som advokat havde antaget tolken til at udføre en konkret opgave i forbindelse med en retssag, og idet advokaten skriftligt over for tolken havde erklæret at ville indestå for betalingen af tolkens honorar. By- og landsretten stadfæstede nævnets kendelse.

Højesteret skulle i sagen tage stilling til, hvornår en advokat havde pligt til at efterkomme en kurators anmodning om udlevering af advokatens klientkonto og bogholderi vedrørende en klient. Højesteret udtalte, at oplysningerne var omfattet af advokatens tavshedspligt. Om advokaten kunne pålægges at udlevere oplysningerne til kurator beroede derfor på en konkret vurdering af de hensyn, der fremgår af retsplejelovens § 170, stk. 2, og denne vurdering havde skifteretten og landsretten foretaget ved pålægget om edition. Højesteret fandt, at advokaten ikke havde haft pligt til at udlevere oplysningerne, før landsrettens afgørelse om kurators editionsanmodning forelå. Advokaten havde således ikke handlet i strid med god advokatskik ved ikke at udlevere oplysningerne på et tidligere tidspunkt end sket.

Advokatnævnet fandt, at en advokat ikke havde tilsidesat god advokatskik ved ikke at havde vejledt klientens daværende samlever i forbindelse med signeringen af en ægtepagt på advokatens kontor. Advokatnævnet lagde bl.a. vægt på, at der var tale om en ikke uoverskuelig ægtepagt.

En advokat havde i en tv-udsendelse udtalt, at en revisor og hans kollega var i risiko for at medvirket til grov skattesvig. Advokatnævnet bemærkede, at advokater ikke bør afskæres muligheden for at deltage i samfundsdebatten og for at komme med deres faglige vurdering af forhold, som har samfundsmæssig relevans. Advokatnævnet fandt, at advokaten ved sin medvirken i tv-udsendelsen og ved de i denne fremsatte udtalelser ikke var gået videre, end berettigede hensyn til hans funktion i udsendelsen tilsagde. Advokaten havde således ikke tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.

Selvom der ikke var etableret et klientforhold, udgjorde det en tilsidesættelse af god advokatskik, at en advokat, der var administrator for en andelsboligforening, ikke fulgte op på henvendelse fra en andelshaver om muligheden for at forfølge et krav imod lejere, der var fraflyttet lejligheden. Advokatnævnet fandt, at advokaten burde have præciseret for andelshaveren, hvilken bistand han som administrator for andelsboligforeningen kunne påtage sig. Dette gjaldt især, når advokaten tidligere i korrespondance med andelshaver havde givet andelshaveren en forventning om, at han kunne rådgive i relation til kravet mod lejerne.