Emner

Under et kursus anvendte en advokat som illustration en ikke-anonymiseret korrespondance fra en sag, han havde ført. Advokatnævnet fandt, at advokaten havde handlet i strid med god advokatskik ved at anvende sin korrespondance med modparten i ikke anonymiseret form som kursusmateriale.

I forbindelse med et svar i en klagesag, havde indklagede i sit indlæg til sekretariatet beskrevet den rådgivning, som hendes klient havde modtaget fra hende. Nævnet udtalte, at advokaten ikke herved var gået videre end hvad var berettiget i varetagelse af hendes egne interesser, og at hun altså havde været berettiget til at beskrive sin rådgivning. Advokaten blev frifundet for den rejste klage.

Indklagede havde i forbindelse med behandlingen af en sag oplyst til tredjemand, at klager var medlem at Jehovas Vidner. Indklagede anførte, at han havde oplyst dette, fordi han mente, at det kunne være en del af årsagen til, at klager ifølge indklagede insisterede på, at indklagede skulle søge en straffesag genoptaget, selv om udsigten til genoptagelse var meget lille. Advokatnævnet fandt, at sammenhængen var så fjerntliggende, at det var i strid med god advokatskik at fremkomme med oplysningen, når henses til dens helt private karakter. Hertil kom, at klager havde bestridt, at han overhovedet var medlem af Jehovas Vidner på dette tidspunkt. Advokaten blev tildelt en irettesættelse.

Kendelsen er stadfæstet af landsretten

X ApS havde indgået aftale med Z om udførelse af en opgave. Z ønskede informationer om X ApS og rettede henvendelse til brancheforeningen M, som henviste ham til advokat A. Advokat A var advokat for brancheforeningen. Efterfølgende oplyste Z over for X ApS, at han af advokat A var blevet advaret mod at samarbejde med firmaet på baggrund af de sager, der verserede mod firmaet. Han valgte derfor at stoppe samarbejdet, indtil sagerne var afviklet, og firmaet eventuelt var renset. X ApS' advokat anmodede herefter advokat A om en redegørelse for videregivelsen af oplysningerne, idet det havde påført selskabet et tab.  Nævnet fandt, at advokat A ikke havde tilsidesat sin tavshedspligt eller loyalitetsforpligtelse.

I slutningen af 1998 foretog en entreprenør omfattende opkøb af aktier i to ejendomsselskaber, hvilket gav anledning til betydelig opmærksomhed på aktiemarkedet og i medierne. Indklagede advokat modtog i den forbindelse fra sin kompagnon B, i fortrolighed oplysning om, hvilket selskab der stod bag opkøbene, idet disse blev foretaget med midler stillet til rådighed af en udenlandsk bank, over for hvilken selskabet havde afgivet garanti.

I en tv udsendelse udtalte entreprenøren, at "der ikke er danske penge her". Efter at entreprenøren og direktøren i selskabet, der stod bag opkøbene, fortsat ikke ønskede at stå frem opsagde advokat B samarbejdet med klienten. Indklagede advokat rettede herefter henvendelse til formanden for Københavns Fondsbørs' bestyrelse, til hvem han fortalte, hvilket selskab der stod bag entreprenøren. Dette førte til, at Fondsbørsens direktør rettede henvendelse til selskabets administrerende direktør, og få dage efter blev det afsløret, at de af selskabet afgivne garantier var falske.

Advokatrådet rejste sag for Advokatnævnet mod indklagede advokat for at have tilsidesat god advokatskik ved at bryde tavshedspligten, og Advokatnævnet idømte ham en bøde på 2.500 kr. Landsretten ophævede advokatnævnets afgørelse bl.a. med henvisning til entreprenørens udtalelser til offentligheden for indklagede måtte fremstå som løgnagtige, at der forelå risiko for, at entreprenøren bevidst vildledte markedet, jf. straffelovens § 296, at indklagede havde handlet i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, jf. straffelovens § 152e, nr.2.

Højesteret, som stadfæstede landsrettens dom, tilføjede, at advokatfirmaets bistand til entreprenøren ikke havde forbindelse med retssager, at henvendelsen til formanden for Fondsbørsens bestyrelse måtte sidestilles med en anmeldelse til vedkommende myndighed, og at det måtte forventes, at Fondsbørsen ville søge forholdet afklaret ved henvendelse til selskabet, der stod bag. Højesterets flertal tiltrådte herefter, at indklagede anmeldelse til Fondsbørsen ikke efter straffelovens § 152, stk. 1, sammenholdt med § 152 e, nr. 2, var uberettiget, og den derfor heller ikke kunne anses for at være i strid med god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.

En advokat repræsenterede to klienter, henholdsvis X og Y, mod den samme modpart, klagerne. På vegne X kontaktede advokaten en ejendomsmægler og fik på forespørgsel oplysninger om modpartens bopælsforhold. Y var udlejer i forhold til modparten, og et andet advokatfirma B havde gjort udlæg hos klager i det depositum, som klager skulle afregne over for modparten. Advokaten anmodede i et brev advokatfirmaet B om at tilbagekalde udlægget over for klager og anførte endvidere: "kollegialt kan jeg oplyse, at det forlyder, at [modparten] skulle have købt fast ejendom i [bynavn]". Modparten klagede over advokaten og anførte bl.a., at advokaten havde tilsidesat sin tavshedspligt ved at oplyse, hvor modparten var flyttet hen. Advokatnævnet frifandt advokaten.