Emner

Advokatnævnet fandt, at advokaten havde begået en faglig fejl og derved tilsidesat god advokatskik ved ikke for boligretten til støtte for klientens påstand at have fremlagt sammenlignelige lejemål eller søgt godtgjort, at der ikke forelå sådanne. Den omstændighed, at en del af sagens forberedelse var blevet varetaget af advokatens tidligere kollega, kunne ikke føre til en ændret vurdering.

Under klagesagens skriftveksling for Advokatnævnet anmodede klageren om, at den indklagede advokat for nævnet fremlagde sine processkrifter og retsbogsudskrifter fra to retssager, der var afsluttet ca. et og to år forinden. Den indklagede advokat forholdt sig ikke til klagerens anmodninger om at fremlægge processkrifterne, men advokaten anførte, at han ikke kunne fremlægge retsbogsudskrifterne fra den senest afsluttede sag, idet denne var lukket på retssagsportalen. Klageren medtog herefter forholdet som ét blandt flere klagepunkter i den for Advokatnævnet indgivne klage. Nævnet fandt, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik og tildelte advokaten en irettesættelse for ikke fra minretssag.dk at have downloadet og opbevaret sagsakterne i en passende periode efter sagsafslutningen. Advokatnævnet lagde i formildende retning vægt på, at som sagen forelå, havde klageren ikke lidt retstab ved den manglende opbevaring af sagsakterne, ligesom klageren ikke havde iværksat andre foranstaltninger for at komme i besiddelse af sagsakterne, herunder rettet henvendelse til retten, og det var uafklaret, om sagsakterne var uigenkaldelige.

En advokats henvendelse til en tidligere klients nye advokat med henblik på at afklare, om denne repræsenterede den tidligere klient i en sag om advokatens udestående salærkrav, var ikke i strid med god advokatskik, selv om det kunne stille klienten i et dårligt lys over for dennes nye advokat.

Advokatnævnet fandt, at en advokat havde tilsidesat god advokatskik, idet han ikke havde opbevaret klientens sagsakter i en passende periode efter sagens afslutning. Nævnet lagde særligt vægt på, at der var originaler blandt de af advokaten makulerede dokumenter, og at disse vedrørte lægefaglige undersøgelser. Endvidere lagde nævnet vægt på, at makuleringen ikke over for klienten var varslet eller oplyst på forhånd. I formildene retning lagde nævnet vægt på, at det ikke var godtgjort, at klienten havde lidt retstab som følge af makuleringen, at anmodningen om udlevering af sagsakter fandt sted flere år efter advokatens afslutning af sagerne, og at klienten i øvrigt ikke havde iværksat andre relevante foranstaltninger for at komme i besiddelse af sagsakterne, hvorfor det også var uklaret, om dokumenterne var uigenkaldelige. Advokaten blev tildelt en irettesættelse.

Advokatnævnet fandt, at en advokat havde handlet i strid med god advokatskik, idet advokaten først dagen før hovedforhandlingen konstaterede at han var inhabil, på trods af at han på daværende tidspunkt måtte anses for at have påtaget sig sagen for klienten.

Der var mellem klager og indklagede uenighed om, hvorvidt indklagede mundtligt havde vejledt klager om muligheden for at anke en dom fra byretten til landsretten. Nævnet udtalte, at en advokat skal yde ankevejledning og give rettidig meddelelse om ankefrist med henblik på at sikre, at advokatens klient har mulighed for at varetage sine interesser. Det har således en retsfortabende virkning for klienten, hvis advokaten ikke rettidigt orienterer om tidspunktet for ankefristens udløb. På denne baggrund udtalte nævnet, at advokaten som den professionelle part har pligt til at sikre sig, at der er givet fornøden ankevejledning, og at bevisbyrden for, at det er tilfældet, påhviler advokaten. Nævnet lagde herved vægt på, at klienten ikke har nogen mulighed for at bevise advokatens undladelse, og det er derfor op til advokaten selv at sikre sig beviser for, at der er ydet fornøden ankevejledning – f.eks. i form af skriftlighed. Konkret fandt nævnet, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at han havde vejledt klager om muligheden for at anke byrettens dom til landsretten.

Til brug for en retssag afgav Advokatrådets Responsumudvalg udtalelse om AER 58 (abonnementsaftale) og det frie advokatvalg.

Advokatnævnet fandt, at en beskikket advokat i en sag om tilhold og opholdsforbud havde tilsidesat god advokatskik ved ikke af egen drift forud for en hovedforhandling at rette henvendelse til sin klient for at tilbyde en drøftelse af sagen. Nævnet lagde vægt på bl.a., at advokaten burde have indset, det var i klientens interesse at blive tilbudt en drøftelse af sagen, at klienten selv havde anmodet om sagens prøvelse ved retten, og at der var gået knap 1,5 år siden, at landsretten havde bestemt, at sagen kunne prøves ved byretten

En erhvervsdrivende klient klagede til Advokatnævnet over bl.a., at en advokat ikke af egen drift havde undersøgt, om klienten kunne opnå forsikringsdækket retshjælp til nogle rets- og voldgiftssager, som advokaten havde varetaget for klienten. Nævnet fandt, at en advokat i erhvervsforhold alene har pligt til at foretage en nærmere undersøgelse af, om der er retshjælpsforsikring, såfremt klienten har oplyst om dette eller har anmodet om, at advokaten som led i sit opdrag foretager undersøgelse heraf. Herefter frifandt Advokatnævnet den indklagede advokat, og nævnet lagde vægt på, at klageren havde anført, at denne ikke selv havde været bevidst om retshjælpsforsikringens eksistens.

Advokatnævnet fandt, at en advokat, der var beskikket som forurettedes bistandsadvokat, ikke i tilstrækkelig grad havde varetaget forurettedes interesser i forbindelse med straffesagen, idet advokaten ikke af egen drift havde kontaktet forurettede inden retsmødet. Advokatnævnet lagde særligt lagt vægt på, at advokaten ikke havde bistået forurettede eller dennes mor med vejledning og oplysning om sagens behandling samt mulighederne for eventuelt at fremsætte et erstatningskrav under retssagen.

En beskikket forsvarer havde ikke givet skriftlig opdrags- og prisoplysning til klienten, og Advokatnævnet fandt, at advokaten dermed havde handlet i strid med god advokatskik. Den omstændighed, at salæret i sidste ende blev udredt af statskassen, eller at klienten tidligere via en anden advokat måtte have fået opdrags- og prisoplysning eller i øvrigt kendte til sagsgangen i en sag om prøveløsladelse, kunne ikke føre til en anden vurdering. Nævnet fandt endvidere, at advokaten ikke i fornødent omfang havde inddraget og holdt klienten orienteret om sagen. Advokaten indbragte sagen for retten, der som Advokatnævnet fandt, at advokaten havde handlet i strid med god advokatskik ved ikke at give skriftlig opdrags- og prisoplysning. Retten ophævede en del af Advokatnævnets kendelse, idet retten sammenfattende fandt, at advokaten alene havde handlet i strid med god advokatskik ved ikke at inddrage klienten i forbindelse med afgivelsen af processkriftet i sagen, idet hun ikke sendte det til klienten forud for indgivelsen eller efter, og idet hun ikke kunne gå ud fra, at klienten holdt sig orienteret på minretssag.dk, som han ikke kunne tilgå fra fængslet. Retten bemærkede, at fremsendelse af processkriftet kunne ske til ham i fængslet med post. Denne forseelse fandtes efter omstændighederne at burde sanktioneres med en irettesættels, og bøden blev derfor nedsat fra 20.000 kr. til 10.000 kr.

Advokatnævnet fandt, at den indklagede advokat groft havde tilsidesat god advokatskik ved i en skattestraffesag som forsvarer for et revisionsselskab uden samtykke at have videregivet kopi af tredjemands forklaringsrapport til repræsentanter for revisionsselskabet. Nævnet lagde særlig vægt på, at indklagede havde fået bl.a. det omhandlede bilag udlevet i sin egenskab af forsvarer for revisionsselskabet og i henhold til forsvarerbistandsloven.

Konfliktniveauet var højt i forbindelse med en advokats fratrædelse fra et advokatfirma, og der var bl.a. tvist om advokatens ret til at medtage sager og betingelserne herfor. Advokat A fra det firma, som den ansatte advokat havde været ansat hos, udøvede tilbageholdsret i sager, som den fratrædende advokat skulle overtage, og Advokatnævnet fandt, at der var risiko for, at klienterne kunne lide retstab. Selv om rent kontorinterne forhold sædvanligvis henføres til retsplejelovens § 126, stk. 4, fandt Advokatnævnet, at der i nærværende sag var tale om udøvelse af advokatvirksomhed, hvorfor forholdet blev henført til retsplejelovens § 126, stk. 1. Retten i Helsingør stadfæstede Advokatnævnets kendelse.

Landsretten tiltrådte, at en advokat havde tilsidesat god advokatskik ved som forsvarer uden sin daværende klients samtykke at udtale sig til et dagblad om en konkret straffesag på et tidspunkt, hvor klienten var dømt af byretten, og hvor sagen var anket til landsretten. Landsretten tiltrådte endvidere, at udtalelserne ikke ubetinget varetog klients interesser. Landsretten tiltrådte, at advokaten havde handlet i strid med god advokatskik.