- Advokat var bundet af sit overslag til en erhvervsdrivende (kendelse)
En advokat var bundet af det overslag, som han havde givet til en erhvervsdrivende klient, uanset at hans faktiske tidsforbrug var højere end overslaget. Advokatnævnet lagde vægt på, at der ikke - før udstedelsen af faktura - var givet en orientering om, at salæret ikke kunne holdes inden for overslaget. Dissens for en mindre nedsættelse af salæret.
- Advokat var bundet af sit overslag til en erhvervsdrivende (kendelse)
Et advokatkontor var bundet af et prisoverslag lydende på 15-20.000 kr., idet klienten ikke fik oplysning om, at overslaget på grund af sagens udvikling ikke ville holde. Advokatnævnet nedsatte herefter salæret til 20.000 kr. ekskl. moms.
- Advokat var bundet af sit overslag til en forbruger (kendelse)
En advokat var bundet af det overslag, som hun havde givet til en forbrugerklient, uanset at hendes faktiske tidsforbrug berettigede til et højere salær end overslaget. Advokatnævnet fandt dog ikke, at det var en selvstændig overtrædelse af god advokatskik, at advokaten har overskredet overslaget og sendt en faktura herfor.
- Advokaten fulgte ikke op på prisoverslag på 2.600 kr. ekskl. moms og opkrævede efterfølgende 3.500 kr. ekskl. moms. (kendelse)
En advokat havde påtaget sig at yde bistand med udfærdigelse og tinglysning af deklaration på to byggegrunde. Der var enighed om, at advokaten gav et mundtligt prisoverslag på 2.600 kr. ekskl. moms, men advokaten opkrævede efterfølgende 3.500 kr. ekskl. moms. Advokatnævnet anførte, at orientering om, at et overslag ikke kan holde, skal gives så tidligt som muligt, dvs. som udgangspunkt før den yderligere bistand ydes. Advokaten kunne derfor ikke vente med at orientere klager om det yderligere salær til efter den yderligere sagsbehandling, der havde medført det øgede tidsforbrug. Salæret blev derfor nedsat til 2.600 kr. ekskl. moms.
- Advokaten fulgte ikke op på salæroverslag på 15.000 kr. ekskl. moms og opkrævede salær på 29.000 kr. ekskl. moms. (kendelse)
En advokat, der påtog sig at yde en udlejer bistand i en sag, hvor huslejenævnet havde truffet afgørelse om, at huslejen var for høj, gav et prisoverslag på 15.000 kr. ekskl. moms. Advokaten opkrævede herefter først salær på 12.000 kr. ekskl. moms og senere yderligere salærer på 14.500 kr. ekskl. moms og 2.500 kr. ekskl. moms. Klager klagede bl.a. over, at advokaten ikke orienterede om, at overslaget blev overskredet og over salærets størrelse. Advokatnævnet fandt, at selve det, at advokaten ikke orienterede om, at overslaget ikke holdt, ikke i sig selv var en tilsidesættelse af god advokatskik. Salæret blev nedsat til 15.000 kr. ekskl. moms.
- Honorarloft og prisoverslag (kendelse)
En aftale om honorarloft måtte forstås sådan, at et salær i en ankesag maksimalt ville udgøre 25.000 kr., og at en del af salæret, hvis klienten fik medhold, ville blive betalt af modparten.
Salærnedsættelse, da klient ikke var oplyst om overskridelse af et prisoverslag.
- Oplysning om honorar i lignende sager ikke et begrundet overslag (kendelse)
En advokat havde ved opdragets etablering oplyst, at en bodelingssag ville blive afregnet med udgangspunkt i medgået tid. Af ordrebekræftelsen fremgik det ligeledes til orientering, at en bodelingssag typisk kostede 30.000-50.000 kr. Advokatnævnet fandt, at denne oplysning ikke udgjorde et begrundet overslag med de deraf følgende konsekvenser og pligter for advokatfirmaet, som således ikke efterfølgende var forpligtet til at oplyse, at salæret ville overstige beløbet. Advokaten havde imidlertid løbende oplyst om de udgifter, der var forbundet med sagen. På baggrund af sagens omfang og kompleksitet, fandt Advokatnævnet, at det opkrævede salær ikke var urimeligt og godkendte derfor salæret.
- Åbningsstatus i dødsbo udgjorde hverken rettidigt eller tilstrækkelig prisoplysning, men var derimod bindende som et overslag (kendelse)
Nogle måneder efter at et privat bo var udlagt til skifte ved en advokat, sendte advokaten en åbningsstatus til arvingerne, hvoraf fremgik, at udgifterne til boets behandling var anslået til 50.000 kr. I boregnskabet blev advokatens salær opgjort til 62.500 kr. inkl. moms. Arvingerne klagede over manglende skriftlig prisoplysning og over det opkrævede salær. Advokatnævnet fandt, at åbningsstatus i sagen hverken udgjorde rettidig eller tilstrækkelig prisoplysning, hvorfor advokaten havde tilsidesat god advokatskik. For så vidt angår salæret fandt Advokatnævnet, at oplysningen i åbningsstatus udgjorde et overslag, hvorfor salæret blev nedsat til 50.000 kr. inkl. moms.