- Advokatens ansvar for fuldmægtigens inadækvate handlinger (dom)
Landsretten fandt, at en advokat, der var principal for advokatfuldmægtigen, burde have ført tilsyn med dennes arbejde, og ved at undlade dette havde advokaten handlet culpøst. Imidlertid var en del af advokatfuldmægtigens handlinger af en så ekstraordinær karakter, at de lå uden for, hvad advokaten kunne påregne, uanset at han ikke førte tilsyn med advokatfuldmægtigen. Advokaten havde derfor ikke handlet i strid med god advokatskik for så vidt angik advokatfuldmægtigens handlinger den pågældende dag. Advokaten blev imidlertid udførligt underrettet om fuldmægtigens handlinger, og uanset sit kendskab til disse handlinger, der måtte betragtes som grove tilsidesættelser af reglerne om god advokatskik, overlod advokaten den fortsatte håndtering af sagen til advokatfuldmægtigen uden nærmere tilsyn. Landsretten fandt, at advokatens undladelse af at opfylde sin tilsynspligt efter tidspunktet, hvor han var blevet underrettet, var en grov tilsidesættelse af reglerne om god advokatskik.
- Advokatens ansvar for fuldmægtiges dispositioner (kendelse)
Advokatnævnet udtalte: "Systemet, hvorefter advokatfuldmægtige uddannes gennem ansættelse hos en bestallingshavende advokat, er bygget op således, at det er advokaten som handler gennem sin fuldmægtig, når fuldmægtigen i arbejdsforholdet foretager dispositioner i forhold til klienter og andre. Det er derfor også advokaten, som er ansvarlig for fuldmægtigens dispositioner. Dette gælder også i forhold til disciplinæransvaret. Advokaten har således et disciplinært ansvar for daværende fuldmægtiges dispositioner i det omfang, de betragtes som værende i strid med retsplejelovens § 126"
- Advokatfuldmægtig delte video på Youtube om familieretlig sag (kendelse)
En advokatfuldmægtig havde bl.a. delt en video af sig selv på sin YouTube-kanal. Videoen var optaget i et S-tog, og den synligt begejstrede fuldmægtige omtalte i videoen et processkrift, som han på vegne af faren i en forældremyndighedssag havde indleveret til Familieretten samme dag. Modparten i sagen var mor til de i sagen omhandlede børn og havde under sagen gjort gældende, at både hun og børnene havde været udsat for vold fra faren.
Advokatnævnet udtalte i sagen, at den fuldmægtige bevægede sig på en hårfin grænse, når han ytrede sig til en bredere kreds på sociale medier i relation til en konkret sag. Dette gjaldt i særlig grad i en familieretlig sag som den foreliggende, hvor der ofte er tale om et højt konfliktniveau og udsatte klienter, og hvor der gælder en særlig pligt for advokaten til ikke at bidrage yderligere til konfliktoptrapning eller i øvrigt at udvise en adfærd, som af modparten kan opfattes som krænkende. Advokatnævnet fandt, at indholdet og tonen i YouTube-videoen manglede den professionalisme og saglighed, som man må kunne forvente af en advokatfuldmægtig. Advokatnævnet frifandt dog efter en samlet vurdering den fuldmægtiges principal vedrørende dette klagepunkt og lagde i den forbindelse særligt vægt på videoens generelle indholdsmæssige karakter samt på, at det måtte anses for usandsynligt, at en udenforstående ville kunne identificere den underliggende sag.
- Advokatfuldmægtigs indgivelse af politianmeldelse (kendelse)
Nævnet fandt, at indklagede advokat v/ advokatfuldmægtig F var gået videre end berettiget ved at have anmodet politiet om at undersøge, hvorvidt modparten havde begået et strafbart forhold og ved over for modpartens advokat at have antydet, at denne skulle have medvirket eller rådgivet sin klient hertil. Indklagede blev pålagt en bøde på 3.000 kr. Der blev ved bødens størrelse lagt vægt på den omstændighed, at indklagede, så snart klagen var indgivet, beklagede og undskyldte fuldmægtigens adfærd.
- Ekspeditionsfejl var ikke en tilsidesættelse af god advokatskik (artikel)
Artikel bragt i Advokaten 10/2014 - s. 42.
Skrevet af Tine Rønde, juridisk konsulent i Advokatnævnets sekretariat.
Højesteret har i oktober taget stilling til, hvorvidt en advokats ekspeditionsfejl
udgjorde en tilsidesættelse af god advokatskik. Det er efter praksis ikke
en hvilken som helst fejl fra advokatens side, der anses for en tilsidesættelse
af god advokatskik. Det kræves, at fejlen har en vis grovhed, og det er en
nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse, at advokaten har handlet
culpøst.
- En ekspeditionsfejl fra advokatens side, som blev vurderet som culpøs, var ikke ensbetydende med, at advokaten havde overtrådt god advokatskik. (dom)
Sagen drejede sig om, hvorvidt en advokat havde overtrådt god advokatskik ved ikke at sikre sig, at købesummen for en maskine blev deponeret og alene frigivet til sælger efter advokatens accept.
Højesteret (dissens) fandt, at advokaten burde have sikret sig, at hans kontor inden købesummens overførsel til den konto, sælger havde oplyst, havde kontrolleret, at sælgeren ikke frit kunne råde over kontoen, og at hans bank ville respektere deponeringsklausulen. Ved at undlade dette havde advokaten handlet culpøst. Efter en samlet vurdering fandt Højesterets flertal, at advokaten ikke herved også havde handlet i strid med god advokatskik. Højesteret stadfæstede byrettens dom, således at Advokatnævnets kendelse ophæves.
- Kontoudskrifter blev ved en fejl sendt til modparten (kendelse)
En advokatfuldmægtig havde fra sin klient modtaget kontoudskrifter til internt brug. Bilagene blev ved en fejl sendt til modparten sammen med en række øvrige bilag.
Advokatnævnet fandt, at advokatfuldmægtigen burde have sikret sig, at alene de korrekte bilag blev sendt til modparten, og at de kontoudskrifter, der var til internt brug, ikke blev sendt. Nævnet lagde særligt vægt på, at klienten flere gange havde præciseret, at kontoudskrifterne kun var til internt brug. Uanset at fejlen til dels skete i forbindelse med den praktiske ekspedition af en kopiopgave, der var overladt til receptionen, fandt Advokatnævnet under de konkrete omstændigheder, at der var tale om en tilsidesættelse af god advokatskik.
- Medarbejder optrådte som advokatfuldmægtig (kendelse)
Indklagedes ansat B havde i forbindelse med en betalingsstandsning ikke oplyst, at hun ikke var advokat eller autoriseret fuldmægtig. Nævnet udtalte, at indklagede havde ansat en medarbejder, der med hans vidende udadtil havde optrådt som advokatfuldmægtig, uanset den pågældende ikke havde autorisation som sådan. Nævnet lagde til grund, at den pågældende medarbejder ikke søgte en ordning med kreditorerne, ligesom den pågældende oppebar honorar, uden at det var godkendt på forhånd af skifteretten. Nævnet fandt at indklagede groft havde tilsidesat god advokatskik og indklagede blev tildelt en bøde på 10.000 kr.
- Principal var ansvarlig for advokatfuldmægtigs opslag i Facebookgruppe (dom)
En advokatfuldmægtige havde i flere opslag i en Facebook-gruppe omtalt en verserende retssag, hvor hun udtalte sig meget kritisk om modparten og dennes datter. Hun delte desuden i gruppen en byretsdom i sagen i ikke-anonymiseret form, således at modpartens fulde navn og adresse fremgik. Advokatnævnet fandt, at den advokatfuldmægtige med sine opslag havde udsat modparten og hendes datter for en unødig krænkelse og herved groft havde tilsidesat god advokatskik. Retten stadfæstede kendelsen og udtalte, at den omstændighed, at de fremsatte ytringer og offentliggørelsen af dommen skete i den advokatfuldmægtiges fritid, ikke medførte, at principalen var fritaget for sit ansvar for den fuldmægtiges adfærd. Retten lagde herved vægt på, at principalansvaret ikke alene er begrænset til arbejdstiden, og at den advokatfuldmægtiges ytringer mv. var blevet fremsat i direkte forlængelse af hendes arbejde som advokatfuldmægtig og på en facebookside, som hun var ordstyrer for netop i kraft af sin ansættelse hos advokaten.
- Retten fandt, at indklagede advokat var ansvarlig, selvom det efter arbejdsfordelingen på kontoret var hans fuldmægtig, som varetog behandlingen af den omhandlende ejendomshandel (dom)
Købesummen blev først frigivet 16 dage efter, der forelå et anmærkningsfrit skøde. Der var ikke berettiget grund til at vente, og retten fandt at det var i strid med god advokatskik, at ikke i hvert fald størstedelen af den deponerede købesum blev frigivet straks, der forelå anmærkningsfrit skøde. Indklagede advokat var ansvarlig, selvom det efter arbejdsfordelingen på kontoret var hans fuldmægtig, som varetog behandlingen af den omhandlende ejendomshandel.