Emner

Advokat B og C varetog for Advokataktieselskab A to sager om mulig ulovlig import af mærkevarer. I behandlingen af sagen anvendte advokaterne, hvad der kunne fremstå som forligsudkast skrevet efter en skabelon. Advokatnævnet fandt, at det ikke mod advokat B’s benægtelse kunne fastslås, at der var tale om skabeloner skabt af eller sanktioneret af A Advokataktieselskab, hvorfor nævnet frifandt selskabet.

Advokat A berigtigede en ejendomshandel på grundlag af et dokument, der betegnedes købsaftale, men var ufyldestgørende på væsentlige punkter, bl.a. ved ikke at angive ejendommens beliggenhed, hvordan købesummen skulle berigtiges, og hvornår overtagelse skulle ske. Efter at pantebrevene i første omgang var blevet afvist fra tinglysning på grund af fuldmagtens indhold, rettede han i fuldmagtserklæringen uden at have indhentet klagers samtykke til rettelsen. Advokat A blev herefter bekendt med klagers protest. Advokat A tog imidlertid ikke skridt til at afbryde tinglysningsekspeditionen og modtog den 9/10 1996 afregning af provenuet fra salg af pantebrevene til Dansk Pantebrevsinstitut. Nævnet fandt, at advokat A ved denne adfærd havde groft tilsidesat god advokatskik, og nævnet pålagde ham derfor en bøde  på 50.000 kr. Kendelsen blev stadfæstet ved Vestre Landsrets dom af 8. april 1999

Retten i Randers tiltrådte, at en advokat handlede i strid med god advokatskik ved manglende betaling af udestående bøder for tidligere overtrædelser af god advokatskik. Retten fandt, at manglende efterlevelse af en afgørelse fra Advokatnævnet må betragtes som en selvstændig tilsidesættelse af god advokatskik, som på sædvanlig vis kan sanktioneres efter § 147c. Retten fandt ikke anledning til at anfægte Advokatnævnets valg af sanktion og stadfæstede Advokatnævnets kendelse.

Indklagede havde i forbindelse med behandlingen af en sag oplyst til tredjemand, at klager var medlem at Jehovas Vidner. Indklagede anførte, at han havde oplyst dette, fordi han mente, at det kunne være en del af årsagen til, at klager ifølge indklagede insisterede på, at indklagede skulle søge en straffesag genoptaget, selv om udsigten til genoptagelse var meget lille. Advokatnævnet fandt, at sammenhængen var så fjerntliggende, at det var i strid med god advokatskik at fremkomme med oplysningen, når henses til dens helt private karakter. Hertil kom, at klager havde bestridt, at han overhovedet var medlem af Jehovas Vidner på dette tidspunkt. Advokaten blev tildelt en irettesættelse.Kendelsen er stadfæstet af landsretten

Efter en samlet bedømmelse og i betragtning af de hensyn, der begrunder reglerne om god advokatskik og sanktion ved tilsidesættelse, fandt Højesteret ikke tilstrækkeligt grundlag for at nedsætte den bøde, Advokatnævnet havde ikendt en advokat, som følge af den meget lange sagsbehandlingstid, jf. princippet i straffelovens § 82, nr. 13. Den samlede sagsbehandlingstid ved Advokatnævnet var på ca. 22 måneder fra klagens modtagelse den 30. august 2010 til afsigelsen af kendelsen den 3. juli 2012. Højesteret lagde til grund, at der havde været en ikke ubetydelig periode uden aktivitet, der bl.a. skyldtes en midlertidig ophobning i nævnet af verserende sager som følge af personalemangel og reorganisering af arbejdet i nævnets sekretariat. Højesteret fandt endvidere, at den samlede sagsbehandlingstid ved Advokatnævnet og domstolene ikke indebar en krænkelse af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Både byretten og landsretten havde tiltrådt, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, men havde halveret bøden på grund af sagsbehandlingstiden i Advokatnævnet.

Artikel bragt i Advokaten 1/2015 - s. 40.

Skrevet af Jon Stokholm, højesteretsdommer, Elisabeth Mejnertz, landsdommer og Jørgen Lougart, byretspræsident, henholdsvis formand og næstformænd i Advokatnævnet.

Advokatnævnet har på et møde 27. november 2014 justeret de retningslinjer for udmåling af bøder, som har været gældende siden 1. august 2007. Nye retningslinjer træder i kraft for afgørelser truffet af Advokatnævnet fra 15. februar 2015.

Artikel bragt i Advokaten 9/2007 - s. 34-35.

Skrevet af sekretariatschef i Advokatnævnet Pia Birkegård.

Den 1. august 2007 trådte de nye retningslinier for Advokatnævnets fastsættelse af sanktioner i kraft.

I slutningen af 1998 foretog en entreprenør omfattende opkøb af aktier i to ejendomsselskaber, hvilket gav anledning til betydelig opmærksomhed på aktiemarkedet og i medierne. Indklagede advokat modtog i den forbindelse fra sin kompagnon B, i fortrolighed oplysning om, hvilket selskab der stod bag opkøbene, idet disse blev foretaget med midler stillet til rådighed af en udenlandsk bank, over for hvilken selskabet havde afgivet garanti.

I en tv udsendelse udtalte entreprenøren, at "der ikke er danske penge her". Efter at entreprenøren og direktøren i selskabet, der stod bag opkøbene, fortsat ikke ønskede at stå frem opsagde advokat B samarbejdet med klienten. Indklagede advokat rettede herefter henvendelse til formanden for Københavns Fondsbørs' bestyrelse, til hvem han fortalte, hvilket selskab der stod bag entreprenøren. Dette førte til, at Fondsbørsens direktør rettede henvendelse til selskabets administrerende direktør, og få dage efter blev det afsløret, at de af selskabet afgivne garantier var falske.

Advokatrådet rejste sag for Advokatnævnet mod indklagede advokat for at have tilsidesat god advokatskik ved at bryde tavshedspligten, og Advokatnævnet idømte ham en bøde på 2.500 kr. Landsretten ophævede advokatnævnets afgørelse bl.a. med henvisning til entreprenørens udtalelser til offentligheden for indklagede måtte fremstå som løgnagtige, at der forelå risiko for, at entreprenøren bevidst vildledte markedet, jf. straffelovens § 296, at indklagede havde handlet i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, jf. straffelovens § 152e, nr.2.

Højesteret, som stadfæstede landsrettens dom, tilføjede, at advokatfirmaets bistand til entreprenøren ikke havde forbindelse med retssager, at henvendelsen til formanden for Fondsbørsens bestyrelse måtte sidestilles med en anmeldelse til vedkommende myndighed, og at det måtte forventes, at Fondsbørsen ville søge forholdet afklaret ved henvendelse til selskabet, der stod bag. Højesterets flertal tiltrådte herefter, at indklagede anmeldelse til Fondsbørsen ikke efter straffelovens § 152, stk. 1, sammenholdt med § 152 e, nr. 2, var uberettiget, og den derfor heller ikke kunne anses for at være i strid med god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.