Emner

Artikel bragt i Advokaten 1/2015 - s. 42-43.

Skrevet af Tine Rønde, juridisk konsulent i Advokatnævnets sekretariat.

Advokatnævnet har ved to kendelser af 28. november 2014 pålagt indklagede advokat bevisbyrden for, at klager var ydet mundtlig ankevejledning, og at klager var indforstået med, at en retssag blev hævet. Kendelserne er udtryk for en skærpelse af Advokatnævnets praksis om advokaters bevisbyrde i sager, hvor klienten ikke har mulighed for at bevise advokatens undladelse, og hvor undladelsen har en retsfortabende virkning for klienten.

Retten i Randers tiltrådte, at en advokat handlede i strid med god advokatskik ved manglende betaling af udestående bøder for tidligere overtrædelser af god advokatskik. Retten fandt, at manglende efterlevelse af en afgørelse fra Advokatnævnet må betragtes som en selvstændig tilsidesættelse af god advokatskik, som på sædvanlig vis kan sanktioneres efter § 147c. Retten fandt ikke anledning til at anfægte Advokatnævnets valg af sanktion og stadfæstede Advokatnævnets kendelse.

Ved kendelse af 20. december 2016 fandt Advokatnævnet, at en advokat havde tilsidesat god advokatskik ved, som berigtigende advokat i en ejendomshandel at have tilbageholdt en del af købesummen til sikkerhed for et eventuelt krav. Advokaten indbragte nævnets kendelse for retten og opretholdt tilbageholdelsen, hvilket sælger klagede over til Advokatnævnet. Ved kendelse af 28. juni 2017 fandt nævnet (dissens), at advokaten havde tilsidesat god advokatskik ved efter nævnets kendelse af 20. december 2016 at have undladt at frigive købesummen. Byretten tiltrådte, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik ved at have tilbageholdt en del af købesummen, og herefter ved fortsat at foretage tilbageholdelse uanset, at Advokatnævnet havde fundet, at tilbageholdelsen var tilsidesættelse af god advokatskik.

Efter en samlet bedømmelse og i betragtning af de hensyn, der begrunder reglerne om god advokatskik og sanktion ved tilsidesættelse, fandt Højesteret ikke tilstrækkeligt grundlag for at nedsætte den bøde, Advokatnævnet havde ikendt en advokat, som følge af den meget lange sagsbehandlingstid, jf. princippet i straffelovens § 82, nr. 13. Den samlede sagsbehandlingstid ved Advokatnævnet var på ca. 22 måneder fra klagens modtagelse den 30. august 2010 til afsigelsen af kendelsen den 3. juli 2012. Højesteret lagde til grund, at der havde været en ikke ubetydelig periode uden aktivitet, der bl.a. skyldtes en midlertidig ophobning i nævnet af verserende sager som følge af personalemangel og reorganisering af arbejdet i nævnets sekretariat. Højesteret fandt endvidere, at den samlede sagsbehandlingstid ved Advokatnævnet og domstolene ikke indebar en krænkelse af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Både byretten og landsretten havde tiltrådt, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, men havde halveret bøden på grund af sagsbehandlingstiden i Advokatnævnet.