Emner

En advokat, der repræsenterede sagsøgte i en erstatningssag, rettede henvendelse til et af modparten indkaldt vidne uden forud herfor at orientere modpartens advokat om den påtænkte kontakt. Nævnets flertal fandt, at advokaten herved havde handlet i strid med god advokatskik, idet flertallet lagde vægt på, at henvendelsen til vidnet var telefonisk og skete efter, at modpartens advokat i et processkrift havde varslet at ville indkalde vidnet til at afgive forklaring under sagen. Henset til, at rækkevidden af bestemmelsen om kontakt til modpartens vidner ikke fuldt ud var afklaret i praksis, blev advokaten ikke pålagt en sanktion.

Advokatnævnet fandt, at en advokat ved at gennemføre samtale med børnene i en forældreansvarssag havde undladt at følge den vedtagne proces for håndtering vidnesbyrd fra børn i familieretlige sager. Advokaten havde derved tilsidesat hensynet til børnene og tillige medvirket til at skabe en situation, hvor der kunne opstå risiko for utilbørlig påvirkning af retten, hvilket nævnet fandt greb forstyrrende ind i retsprocessen.

Det blev under en skønsforretning aftalt, at der skulle foretages opmåling af vægge m.v., hvilket blev udført af sagsøgers bisidder. Opmålingerne blev herefter sendt til advokaten, der repræsenterede sagsøger, som videresendte disse til skønsmanden. Advokatnævnet fandt, at advokaten i forbindelse med fremsendelse af materiale til skønsmanden havde tilsidesat det kontradiktoriske princip og dermed god advokatskik. Advokatnævnet lagde særligt vægt på, at fremsendelsen direkte til skønsmanden skete uden forudgående meddelelse til modpartens advokat, hvorved denne blev afskåret fra at protestere imod fremlæggelsen af materialet eller at komme med bemærkninger til dette. På baggrund af sagens konkrete omstændigheder, blev advokaten tildelt en irettesættelse. Nævnet lagde i formildende retning vægt på, at den manglende fremsendelse af materialet til modparten beroede på en fejl på kontoret, hvilket advokaten beklagede, at der mellem parterne er uenighed om, hvilken fremgangsmåde, der skulle anvendes ved fremsendelse af materialet, samt at det som sagen var oplyst ikke kunne lægges til grund, at fremsendelse af materialet til skønsmanden fik en betydning for sagen.

En advokat havde tilsidesat god advokatskik ved ikke at orientere en anden advokat om en editionsbegæring. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at den pågældende advokat ikke længere var part i den retssag, hvorunder editionsbegæringen blev fremsendt, idet begæringen var rettet mod vedkommende, der således blev direkte involveret i tvisten om udlevering af materialet.

Det var ikke i overensstemmelse med god advokatskik, at en advokat undlod at besvare en tolks rykkere for betaling af fakturaen. Den omstændighed, at advokatens relation til tolken ikke var en klientrelation, kunne ikke føre til andet resultat, idet advokaten som led i sit arbejde som advokat havde antaget tolken til at udføre en konkret opgave i forbindelse med en retssag, og idet advokaten skriftligt over for tolken havde erklæret at ville indestå for betalingen af tolkens honorar. By- og landsretten stadfæstede nævnets kendelse.

Advokatnævnet fandt, at den indklagede advokat groft havde tilsidesat god advokatskik ved i en skattestraffesag som forsvarer for et revisionsselskab uden samtykke at have videregivet kopi af tredjemands forklaringsrapport til repræsentanter for revisionsselskabet. Nævnet lagde særlig vægt på, at indklagede havde fået bl.a. det omhandlede bilag udlevet i sin egenskab af forsvarer for revisionsselskabet og i henhold til forsvarerbistandsloven.

En forsvarsadvokat spurgte umiddelbart efter domsafsigelsen i en straffesag dommeren, om dommen var skrevet på forhånd. Advokatnævnet fandt, at advokaten med sin ytring var gået videre end berettiget til varetagelsen af sin klients interesser, idet advokaten ikke havde udvist den fornødne respekt over for retten.

Advokatnævnet fandt, at advokaten havde handlet i strid med god advokatskik ved ikke i forbindelse med sine henvendelser til modpartens vidner forud for den egentlige vidneafhøring at have oplyst vidnerne om, at de ikke havde pligt til at udtale sig til advokaten. Nævnet fandt imidlertid, at advokaten ikke i øvrigt for så vidt angik indholdet eller hyppigheden af sine henvendelser til vidnerne havde tilsidesat god advokatskik.