Afslag på ansøgning om ophævelse af frakendelse (kendelse)Advokatnævnet frakendte ved kendelse af 25. juni 2009 A retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre på baggrund af, at A siden 1997 var pålagt adskillige sanktioner for tilsidesættelse af god advokatskik, at der i flere tilfælde var tale om grove tilsidesættelser, og at han i yderligere to forhold groft havde tilsidesat god advokatskik. Kendelsen blev efterfølgende stadfæstet af både byretten og landsretten. A anmodede den 14. april 2014 om ophævelse af frakendelsen. Advokatnævnet fandt efter en samlet vurdering af de forhold, der førte til frakendelse af A's ret til at udøve advokatvirksomhed, og oplysningerne om A's beskæftigelsesmæssige forhold m.v. efter frakendelsen, herunder at han trods for frakendelsen havde opfyldt reglerne om obligatorisk efteruddannelse, at der var grund til at antage, at A fortsat ikke ville udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde. Advokatnævnet afslog dermed ansøgningen om ophævelse af frakendelse af 25. juni 2009.
Frakendelse ophævet (kendelse)Advokatnævnet frakendte ved kendelse af 28. november 2013 A retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre, idet A ikke havde indgivet klientkontorerklæringer to år i træk og ikke havde medvirket til en af Advokatrådet varslet revisorundersøgelse. A anmodede den 26. oktober 2014 om ophævelse af frakendelsen og oplyste i den forbindelse om baggrunden for frakendelsen, herunder bl.a. personlige forhold, samt om sin nuværende beskæftigelsesmæssige situation. Advokatnævnet fandt efter en samlet vurdering af de forhold, der førte til frakendelse af A's ret til at udøve advokatvirksomhed, oplysningerne om A's personlige og beskæftigelsesmæssige forhold, og den tid, der var gået siden frakendelsen, at der nu var grund til at antage, at A ville udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde. Advokatnævnet ophævede dermed frakendelsen af 28. november 2003.
Ophævelse af frakendelse (kendelse)Ved kendelse af 17/5 1995 blev advokat X frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre. Den 30/7 2005 anmodede X om genudlevering af advokatbeskikkelsen. Nævnet traf den 28. november 2005 afgørelse om, at beskikkelsen ikke skulle genudleveres. Nævnet traf afgørelse ud fra en samlet vurdering af X's forhold, herunder det oplyste om hans hidtidige beskæftigelse, hans manglende vedligeholdelse af sin juridiske viden og navnlig det oplyste om hans betragtelige gæld. X søgte på ny i 2008 om genudlevering af advokatbeskikkelsen. Han oplyste, at hans samlede gæld efter gældssanering i december 2007 udgjorde 29.040 kr., der blev afviklet fra 1. januar 2008 til 1. juni 2013 med 5.280 kr. årligt. Han var ansat i et firma som bogholder og mægler, hvilket indebar daglig stillingtagen til juridiske spørgsmål særligt i forbindelse med lejeret og skødeskrivning. Han havde i foråret 2007 deltaget i kursus i lejeret på Københavns Universitet. Han ønskede i sit nuværende ansættelsesforhold at supplere sit arbejdsområde med formidling af salg af boliger i udlandet. Nævnet fandt, at frakendelsen burde ophæves.