Advokatfuldmægtig delte video på Youtube om familieretlig sag

Sagsdato: 1. marts 2022
Sagstype: kendelse

Resumé:
En advokatfuldmægtig havde bl.a. delt en video af sig selv på sin YouTube-kanal. Videoen var optaget i et S-tog, og den synligt begejstrede fuldmægtige omtalte i videoen et processkrift, som han på vegne af faren i en forældremyndighedssag havde indleveret til Familieretten samme dag. Modparten i sagen var mor til de i sagen omhandlede børn og havde under sagen gjort gældende, at både hun og børnene havde været udsat for vold fra faren. Advokatnævnet udtalte i sagen, at den fuldmægtige bevægede sig på en hårfin grænse, når han ytrede sig til en bredere kreds på sociale medier i relation til en konkret sag. Dette gjaldt i særlig grad i en familieretlig sag som den foreliggende, hvor der ofte er tale om et højt konfliktniveau og udsatte klienter, og hvor der gælder en særlig pligt for advokaten til ikke at bidrage yderligere til konfliktoptrapning eller i øvrigt at udvise en adfærd, som af modparten kan opfattes som krænkende. Advokatnævnet fandt, at indholdet og tonen i YouTube-videoen manglede den professionalisme og saglighed, som man må kunne forvente af en advokatfuldmægtig. Advokatnævnet frifandt dog efter en samlet vurdering den fuldmægtiges principal vedrørende dette klagepunkt og lagde i den forbindelse særligt vægt på videoens generelle indholdsmæssige karakter samt på, at det måtte anses for usandsynligt, at en udenforstående ville kunne identificere den underliggende sag.