Resumé:
En erhvervsdrivende klient klagede til Advokatnævnet over bl.a., at en advokat ikke af egen drift havde undersøgt, om klienten kunne opnå forsikringsdækket retshjælp til nogle rets- og voldgiftssager, som advokaten havde varetaget for klienten. Nævnet fandt, at en advokat i erhvervsforhold alene har pligt til at foretage en nærmere undersøgelse af, om der er retshjælpsforsikring, såfremt klienten har oplyst om dette eller har anmodet om, at advokaten som led i sit opdrag foretager undersøgelse heraf. Herefter frifandt Advokatnævnet den indklagede advokat, og nævnet lagde vægt på, at klageren havde anført, at denne ikke selv havde været bevidst om retshjælpsforsikringens eksistens.