Advokaten skal bevise, at der er givet ankevejledning

Sagsdato: 21. november 2018
Sagstype: kendelse

Resumé:
Der var mellem klager og indklagede uenighed om, hvorvidt indklagede mundtligt havde vejledt klager om muligheden for at anke en dom fra byretten til landsretten. Nævnet udtalte, at en advokat skal yde ankevejledning og give rettidig meddelelse om ankefrist med henblik på at sikre, at advokatens klient har mulighed for at varetage sine interesser. Det har således en retsfortabende virkning for klienten, hvis advokaten ikke rettidigt orienterer om tidspunktet for ankefristens udløb. På denne baggrund udtalte nævnet, at advokaten som den professionelle part har pligt til at sikre sig, at der er givet fornøden ankevejledning, og at bevisbyrden for, at det er tilfældet, påhviler advokaten. Nævnet lagde herved vægt på, at klienten ikke har nogen mulighed for at bevise advokatens undladelse, og det er derfor op til advokaten selv at sikre sig beviser for, at der er ydet fornøden ankevejledning – f.eks. i form af skriftlighed. Konkret fandt nævnet, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at han havde vejledt klager om muligheden for at anke byrettens dom til landsretten.