Resumé:
Umiddelbart efter et møde med klienten havde advokatfuldmægtigen i et brev til klienten bl.a. oplyst: ”I fortsættelse af møde på mit kontor d.d. med […] skal jeg hermed meddele, at jeg indledningsvis vil påtage mig opgaven med at føre jeres sag omkring anpartsaftalen med […]. Jeg har på mødet oplyst, at jeg vil beregne mig et salær på kr. 1.500 med tillæg af moms, idet jeg ikke med sikkerhed på nuværende tidspunkt kan anslå en fast pris for min bistand. […]”
Retten i København, som stadfæstede nævnets kendelse, fandt, at der ikke var givet en fyldestgørende prisoplysning, idet brevet fremstod usammenhængende og til dels selvmodsigende, og idet det ikke indeholdt en beskrivelse af opdraget. Skrivelsen opfyldte således ikke kravene i de advokatetiske regler. At advokatfuldmægtigen efterfølgende telefonisk til klienten havde oplyst, at den anførte pris rettelig var en timepris, kunne, allerede fordi dette ikke forelå skriftligt, ikke føre til et andet resultat.
Retten fandt desuden, at indklagede advokat ved at anvende et beløb, der af klienten var indbetalt til dækning af retsafgift, til delvis dækning af sit salærkrav, havde handlet i strid med god advokatskik.