Berigtigende advokat tilsidesatte ikke god advokatskik ved at tilbageholde deponerede midler i mere end tre år

Sagsdato: 7. juni 2022
Sagstype: kendelse

Resumé:
Klager, der var sælger af en ejerlejlighed, havde et udestående med ejerforeningen i forbindelse med en bygningsskade, som ejerforeningen havde afholdt udgifterne til udbedring af. Det blev indskrevet i købsaftalen, at sælger skulle drage omsorg for at afslutte sagen og betale et eventuelt skyldigt nærmere opgjort beløb til ejerforeningen, og at køber var berettiget til at tilbageholde et tilsvarende beløb i den deponerede købesum, indtil ejerforeningen frafaldt kravet eller erklærede, at sælger havde indbetalt beløbet. Den indklagede advokat, der bistod køber, modsatte sig at frigive beløbet i mere end tre år på trods af rykkere fra klager. Advokatnævnet fandt, at den indklagede advokat ikke havde tilsidesat god advokatskik ved først at frigive de deponerede midler på det tidspunkt, hvor ejerforeningens bestyrelse erklærede, at ejerforeningen ikke ville forfølge kravet grundet forældelse. Advokatnævnet lagde særligt vægt på indholdet af købsaftalen, og at klager ikke på et tidligere tidspunkt havde rekvireret sikkert grundlag for, at ejerforeningen frafaldt kravet.