Advokaten havde ikke orienteret sin klient om, at han ikke ville acceptere vilkårene for retshjælpsforsikringen

Sagsdato: 18. december 2020
Sagstype: kendelse

Resumé:
Advokatens klient ønskede at gøre brug af sin retshjælpsforsikring i forbindelse med en retssag. Retshjælpsforsikringen gav imidlertid afslag på dækning, idet advokaten ikke ville acceptere vilkårene for retshjælpsforsikringen. Advokatnævnet fandt, at advokaten ikke på en klar og entydig måde havde orienteret sin klient om principperne for fastsættelse af vederlaget og om konsekvenserne for klienten, herunder om dækningsmaksimum, selvrisikobeløb samt risikoen for egenbetaling. Samtidig havde han ikke på en klar og entydig måde oplyst klienten om, at han i denne type sager ikke ønskede at acceptere vilkårene for retshjælpsforsikringen samt hvilke økonomiske konsekvenser, dette ville få for klienten. Advokatnævnet fandt, at advokaten ved den mangelfulde orientering og oplysning havde tilsidesat god advokatskik. Henset til advokatens mangelfulde oplysninger om særligt konsekvenserne af, at han i denne type sager ikke ønskede at acceptere vilkårene for retshjælpsforsikringen, og at det alene var advokatens forhold, der førte til, at der ikke blev opnået dækningstilsagn, fandt Advokatnævnet, at advokaten var afskåret fra at opkræve salær hos sin klient.