Resumé:
I midten af januar 2006 rettede klagerne henvendelse til advokat A med anmodning om repræsentation i forbindelse med planlagt opkøb af en forretningsgren indeholdende EDB software og nogle medarbejdere. Klagerne havde kendskab til sælger og sælgers tanke om at udbyde EDB softwaren i en lukket kreds. Den 26. januar 2006 blev afholdt et møde mellem parterne for en gennemgang af det foreliggende materiale. Den 6. februar 2006 afholdt advokat A et møde med en anden klient, X. Den 7. februar 2006 oplyste advokat A telefonisk til klagerne, at det under hans møde med X var kommet frem, at X var på vej ind på samme marked, som EDB softwaren dækkede. Han oplyste, at han havde fortalt X, at EDB softwaren var til salg. Endvidere oplyste han, at det var i klagernes interesse, at de overvejede at samarbejde med X, idet X ville være meget stærke modstandere på markedet. Endelig meddelte han, at han udtrådte af sagen, da han nu havde fået oplyst, at X havde planer om at gå ind på det marked, som EDB softwaren dækkede. I marts 2006 indledte sælger af EDB softwaren forhandlinger med X. Advokatnævnet fandt, at advokat A havde videregivet en fortrolig og væsentlig oplysning fra klagerne til X.