Salær ud over fri procesbevilling

Sagsdato: 1. marts 2005
Sagstype: kendelse

Resumé:
Den 28. juni 2004 afsagde retten dom i en forældremyndighedssag, hvori advokat B var beskikket advokat for X. I den forbindelse tilkendte retten advokaten et salær på 11.000 kr. med tillæg af moms. Den 30. juni sendte advokaten en ankestævning til landsretten. Han opkrævede samtidig et beløb på 3.125 kr. inkl. moms hos X, idet han anførte følgende: ”Mit honorar for sagens behandling inden fri proces bevillingen,(...).” Ved brev af 1. juli meddelte advokat A til advokat B, at X havde anmodet ham om at føre sagen i landsretten, og at X ikke kunne acceptere at skulle betale salær i sagen, da X havde haft fri proces. Ved brev af 6. juli til X anførte advokat B, at hans afregning dækkede ”den del af arbejdet (...) m.v. forud for bevillingen.” Brevet var vedlagt en faktura på 4.187,50 kr. inkl. moms for bistand i forældremyndighedssagen efter dommens afsigelse. I brev af 13. juli meddelte Civilretsdirektoratet X fri proces til ankesagens behandling. Den 30. juli modtog advokat B fra Vestre Landsret et beløb på 3.750 kr. for den bistand, der var ydet efter byretsdommen. Den 24. august udstedte advokat B en kreditnota på den del af sit honorar, som ikke blev dækket af landsretten. Advokat A klagede til Advokatnævnet over advokat B's opkrævning af salær. Nævnet anførte:  "Hvis en advokat yder eller har ydet bistand, der efter advokatens opfattelse ikke dækkes af en fri proces-bevilling, påhviler det advokaten at føre nøje regnskab med sådant arbejde og at orientere klienten om, at det ikke dækkes af (den forventede) bevilling. Dette har advokat [B] efter det oplyste ikke gjort.