Resumé:
Advokatnævnet fandt, at det var i strid med god advokatskik, at en advokat ikke i forbindelse med sin udtræden af sagen sikrede, at klienten blev orienteret herom, enten ved at advokaten selv tog kontakt til klienten, eller ved at advokaten sikrede sig, at kollegaen gjorde det. Nævnet bemærkede, at en hurtig orientering af klienten var særlig afgørende, fordi der var en forestående frist for indbringelse af en afgørelse for domstolene, hvorfor klienten burde havde haft mulighed for at tage stilling til, om han ønskede, at advokaten skulle videreføre sagen. Hertil kom, at konsekvensen af, at sagen blev overdraget, uden at klienten blev orienteret, konkret var, at ingen fulgte op på at indbringe sagen for domstolene inden udløbet af prøvelsesfristen. Københavns Byret og Østre Landsret stadfæstede Advokatnævnets kendelse.
