Advokat holdt møde med sin klient og modparten uden deltagelse af modpartens advokat.

Sagsdato: 27. september 2016
Sagstype: kendelse

Resumé:
Advokatnævnet fandt konkret, at det ikke var i strid med god advokatskik, at en advokat i en bodelingssag havde et møde med deltagelse af begge parter uden, at modpartens advokat deltog. Nævnet lagde vægt på, at der både forud for mødet og under mødet var uklarhed om, hvem der repræsenterede modparten i relation til bodelingsaftalen, ligesom nævnet lagde til grund, at modparten selv ønskede mødet gennemført, selvom advokaten oplyste ham om, at han burde være repræsenteret af en advokat. Nævnet lagde desuden vægt på, at der ikke fandt egentlige forhandlinger sted, ligesom der ikke blev indgået en aftale. Endelig lagde nævnet vægt på, at advokaten umiddelbart efter mødet fremsendte et mødenotat til den ene af modpartens to advokater, der blev bedt om at give besked til den anden af modpartens to advokater.