Advokat havde tilsidesat god advokatskik ved at undlade at ansøge om fri proces

Sagsdato: 13. januar 2014
Sagstype: dom

Resumé:
Sagen omhandlede spørgsmålet, hvorvidt en advokat havde tilsidesat god advokatskik ved at undlade at ansøge om fri proces til en ankesag på trods af, at klienten gentagne gange anmodede ham herom, og ligeledes fremsendte de dokumenter, der skulle bruges til ansøgningen. Det fremgår af sagen, at klienten allerede ved e-mail af 10. oktober 2011 anmodede advokaten om at søge fri proces, og at klienten efterfølgende – efter anmodning fra advokaten – fremsendte årsopgørelserne for 2009 til brug for ansøgningen, ligesom klienten i januar 2012 indsendte årsopgørelser for 2010. Klienten bad desuden løbende frem til slutningen af januar 2012 gentagne gange advokaten om at søge fri proces. Advokatnævnet udtalte i sagen bl.a., at en advokat har pligt til at undersøge muligheden for omkostningsdækning ved fri proces, offentlig retshjælp og retshjælpsdækning, og at advokaten ved ikke at have søgt fri proces – på trods af klagers anmodninger herom – havde tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.