Korrespondance på Facebook med 8-årigt barn

Sagsdato: 16. juni 2014
Sagstype: kendelse

Resumé:
I forbindelse med en samværssag holdt en advokat efter aftale med de involverede børns mor et møde med børnene. Faderen, der var bopælsforældre, var ikke informeret om mødet. Efter mødet blev en advokat kontaktet telefonisk af det yngste barn på 8 år, som bad om advokatens hjælp. Hun oplyste drengen om, at hun ikke kunne repræsentere ham, da han kun var 8 år og derfor ikke havde mulighed for advokatbistand. Advokaten skrev imidlertid alligevel til de sociale myndigheder på drengens vegne, hvilket drengens far blev bekendt med. Han frabad sig på den baggrund udtrykkeligt advokatens bistand. Alligevel havde advokaten efterfølgende en korrespondance med drengen på Facebook, hvorved hun lovede at være hans ven og hjælpe ham til at blive hørt. Advokatnævnet fandt, at advokaten havde skabt et falsk håb hos drengen, der befandt sig i en særlig sårbar og udsat situation, ved at have ladet ham tro, at hun kunne være hans stemme og kæmpe sammen med ham som hans ven og advokat. Advokaten havde derved tilsidesat god advokatskik.