Ytring om modparts mulige strafbare forhold udbredt til bredere kreds

Sagsdato: 9. december 2013
Sagstype: kendelse

Resumé:
En advokat havde i et brev til sin klients modpart, som var direktør, anført, at direktørens oplysninger om nogle hæftelsesforhold i en tvist om et entrepriseforhold tangerede skyldnersvig. Advokaten henviste til og citerede straffelovens § 283 og tog på sin klients vegne forbehold for at anmelde forholdet til politiet. Advokaten sendte kopi af brevet til en kurator for et andet selskab samt til to underentreprenører. Advokatnævnet fandt, at advokaten ved at have udbredt sit synspunkt om mulig overtrædelse af straffeloven på denne måde til en bredere kreds var gået videre, end en berettiget varetagelse af hans klients interesser tilsagde, hvorved god advokatskik var tilsidesat.