Ophævelse af frakendelse

Sagsdato: 15. april 2008
Sagstype: kendelse

Resumé:
Ved kendelse af 17/5 1995 blev advokat X frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre. Den 30/7 2005 anmodede X om genudlevering af advo­kat­beskikkelsen. Nævnet traf den 28. november 2005 afgørelse om, at beskikkelsen ikke skulle genudleveres. Nævnet traf afgørelse ud fra en samlet vurdering af X's forhold, herunder det oplyste om hans hidtidige beskæftigelse, hans manglende vedligeholdelse af sin juridiske viden og navnlig det oplyste om hans betragtelige gæld. X søgte på ny i 2008 om genudlevering af advokatbeskikkelsen. Han oplyste, at hans samlede gæld efter gældssanering i december 2007 udgjorde 29.040 kr., der blev afviklet fra 1. januar 2008 til 1. juni 2013 med 5.280 kr. årligt. Han var ansat i et firma som bogholder og mægler, hvilket indebar daglig stillingtagen til juridiske spørgsmål særligt i forbindelse med lejeret og skødeskrivning. Han havde i foråret 2007 deltaget i kursus i lejeret på Københavns Universitet. Han ønskede i sit nuværende ansættelsesforhold at supplere sit arbejdsområde med formidling af salg af boliger i udlandet. Nævnet fandt, at frakendelsen burde ophæves.