Orientering til klient i større sagskompleks

Sagsdato: 2. december 2002
Sagstype: kendelse

Resumé:
Klagen vedrørte advokaternes behandling af en erstatningssag. Indklagede advokater behandlede fra 1999 en række erstatningskrav mod producent og forhandlere af Rentolin i et samlet sagskompleks. Det blev lagt til grund, at klager havde accepteret, at hendes erstatningskrav blev behandlet under dette sagskompleks sammen med de øvrige tilsvarende erstatningskrav. Denne sagsbehandlingsform medførte bl.a. at den pågældende advokat opnåede større ekspertise og gennemslagskraft over for modparterne, ligesom eventuelle sagsomkostninger i forhold til den enkelte klient blev mindre. Orienteringen af klienterne om udviklingen i en sådan samling af ensartede sager vil, bl.a. med henblik på at holde sagsomkostningerne nede, typisk ske i form af cirkulæreskrivelser og lignende generelle meddelelser, og den enkelte klient må derfor i et vist omfang affinde sig med, at svar på spørgsmål må findes i sådanne generelle skrivelser. Det fremgik af sagen, at klager havde rettet et betydeligt antal henvendelser til advokatkontoret, og det blev lagt til grund, at ikke alle henvendelser var blevet besvaret, som en advokat ville have været forpligtet til, hvis klagers sag havde været behandlet som et enkeltstående krav. Under hensyn til den valgte behandlingsform fandt Advokatnævnet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af den af indklagede udviste adfærd med hensyn til orientering og besvarelse af henvendelse fra klager.