Resumé:
Ligesom en advokat inden indgivelse af en konkursbegæring er forpligtet til at foretage rimelige undersøgelser af, at betingelserne for konkurs er til stede, påhviler det en advokat at foretage rimelige undersøgelser af berettigelsen af krav i lejeforhold, inden der afgives et påkrav, hvori det meddeles, at lejemålet kan ophæves, hvis det krævede beløb ikke betales. I den konkrete sag var der betydelige mangler ved et forbrugsregnskab, herunder manglende oplysninger om indsigelsesadgang. Det var derfor i strid med god advokatskik, at en advokat fremsendte et påkrav med oplysning om, at lejemålet kunne ophæves, hvis det krævede beløb ikke blev betalt. Advokatnævnets kendelse blev stadfæstet af både Retten i Viborg og Vestre Landsret.