Pligt til anmeldelse af krav til advokatens forsikringsselskab

Sagsdato: 6. november 2009
Sagstype: kendelse

Resumé:
Klagen vedrørte klagers tab efter indklagedes mangelfulde behandling af et dødsbo, hvor klager var arving. Ved mail af 3. november 2008 fremsatte klagers advokat et erstatningskrav over for indklagede på 175.951,05 kr. og opfordrede hende til at anmelde kravet til ansvarsforsikringsselskabet. Ved brev af 13. november 2009 meddelte indklagede, at kravet ville blive anmeldt til forsikringsselskabet, hvorefter klagers advokat ville høre nærmere. Ved brev af 21. november 2008 til indklagede anførte klagers advokat bl.a., at han var overrasket over, at kravet endnu ikke var anmeldt over for forsikringen. Han anførte, at han ville udtage stævning mod indklagede, hvis han ikke hørte fra indklagedes forsikringsselskab inden 10 dage. Den 27. februar 2009 udtog klagers advokat for klager stævning mod indklagede med påstand om betaling af erstatning på 175.951,05 kr. Indklagede anmodede om forlængelse af svarfristen, og klagers advokat protesterede mod forlængelsen. Ved brev af 13. maj til retten meddelte advokat C, at han repræsenterede indklagede og hendes forsikringsselskab under sagen. Han anførte, at han først lige var indtrådt i sagen, og at han derfor anmodede om fristforlængelse. Nævnet idømte indklagede en bøde for sen anmeldelse af kravet til forsikringsselskabet samt for manglende afklaring af skattemæssige spørgsmål og manglende besvarelse af klagers henvendelser.