Sagsbehandlingsfejl ved udarbejdelse af testamente

Sagsdato: 8. januar 2008
Sagstype: kendelse

Resumé:
Indklagede oprettede i 2003 et gensidigt testamente for klager og hendes mand M. Parret havde særbørn og ønskede at sikre længstlevende bedst muligt, hvorfor samtykke til uskiftet bo blev indhentet. Parret bestemte, at hvis M døde først skulle hans hus i Barcelona straks falde i arv til hans to særbørn og klager skulle sidde i uskiftet bo med det resterende fællesbo. M døde i 2005. Under bobehandlingen kom det frem, at det var nødvendigt at skifte hele fællesboet, da M's ejendom i Barcelona var en del af parternes fælleseje. Advokatnævnet fandt, at indklagede havde handlet i strid med god advokatskik, da testamentet burde have været formuleret klarere, og indklagede ikke havde rådgivet parterne om muligheden for at gøre den spanske ejendom til særeje. Indklagede blev tildelt en irettesættelse.