Krævet betaling "inden 10 dage", hvis der ikke skulle tages inkassoskridt

Sagsdato: 21. marts 2007
Sagstype: kendelse

Resumé:
Advokat A havde bistået X i en sag, og der opstod senere uenighed mellem advokat A og X om, hvorvidt advokatens salær for bistanden var berettiget. Advokat meddelte efter flere drøftelser med X, at han fastholdt salæret. Han afsluttede sin henvendelse således: ”Har vi ikke modtaget Deres betaling eller hørt fra Dem eller Deres eventuelle rådgiver inden 10 dage fra dato, er vi imidlertid nødsaget til at overdrage sagen til almindelig inkasso.” X klagede over, at advokat A i brevet af 8. maj 2006 at have truet med at sende sagen til inkasso, hvis ikke hun betalte inden 10 dage. Advokatnævnet afgjorde sagen således: ” Nævnet finder, at advokat [A] ikke har tilsidesat god advokatskik ved i brevet af 8. maj 2006 at anføre, at kravet ville blive taget til inkasso, hvis der ikke blev betalt inden 10 dage. Det bemærkes herved, at det antages, at formuleringen ”inden” kan sidestilles med ”inden for”, hvorfor [X] er meddelt 10 dages frist med betalingen, som inkassolovens § 10, stk. 3, foreskriver. Advokat [A] frifindes herefter for klagen. ”